Frederik Alves har fået en nøglerolle under Jesper Sørensen i denne sæson, og Brøndby-cheftræneren hylder også sin forsvarsprofil. Holdkammerat Jacob Rasmussen finder også de flotte gloser frem om den 23-årige stopper.
Frederik Alves skiftede til Brøndby i begyndelsen af 2022, da man hentede ham i West Ham for omkring en million euro – svarende til 7,5 millioner kroner.
Den 23-årige midtstopper havde svært ved at bide sig fast på Brøndby-holdet i sin første tid, og han forsøgte endda at komme på udlån i jagten på spilletid.
Læs også: Alves gav FC Nordsjælland lang næse efter to timers møde: Ville til Brøndby IF
Han endte dog med at blive i Brøndby, og mod slutningen af sidste sæson fandt han vej til startopstillingen, mens han i denne sæson har været fast mand og en af de bærende kræfter på holdet.
Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen er også imponeret over sin forsvarsgeneral, som har været igennem en beundringsværdig rejse.
– Når man kommer efter et ophold i England, hvor man ikke har fået så meget spilletid, kommer man ikke i sin bedste udgave. Det tager noget tid, men han er vokset sig ind på holdet, siger Jesper Sørensen til Discovery+ og fortsætter:
– Det var lidt blandet i foråret, og så har han været fast mand nu og er virkelig stærk. Han har været en god og vigtig spiller for i efteråret, så jeg er meget glad på hans vegne over, at han har taget de næste skridt, tilføjer cheftræneren.
Frederik Alves’ forsvarsmakker Jacob Rasmussen nyder også at spille med den lange midtstopper.
– Jeg har en rigtig god følelse med Alves inde på banen, og som I kan se, så er han et bæst mod bolden. Vi er gode til at forsvare i boksen i dag, og det er en stor del af det. Han har meget ’presence’, og han er ikke bange for at spille én mod én, siger Jacob Rasmussen om sin faste makker.
Læs også: Brøndby afviser Trabzonspors bud på 11 millioner kroner for Frederik Alves
Frederik Alves havde i sommer muligheden for at forlade Brøndby, da Trabzonspor over flere omgange bød på ham, men det blev et nej tak for den danske stopper, der ikke ville opgive drømmen om at slå igennem i Brøndby.
Og det er man formentlig meget glade for på Vestegnen, for han var atter en nøglespiller, da Brøndby søndag spillede sig på førstepladsen i Superligaen med en 1-0-sejr over Viborg.
Læs også: Kamptruppen er landet: Jesper Sørensen ser bort fra Yeboah – Greve og Heggheim også ude