Patrick Pentz stod i t-shirt fredag aften i bidende kulde. Frederik Birk havde derfor lovet at droppe jakken, men det løfte kunne cheftræneren ikke holde.
Brøndby fik fredag en tæt på perfekt start på 2025, da man besejrede Viborg med 4-1 i forårspremieren i Superligaen.
Selvom det var tætpakket på det udsolgte Brøndby Stadion, var det en kold fornøjelse.
Læs også: Patrick Pentz kåret til ”Årets Spiller” i Brøndby
Alligevel kunne man se keeper Patrick Pentz iført t-shirt, men faktisk havde den østrigske keeper for første gang i en menneskealder flirtet med tanken om at stå i lange ærmer.
– Før kampen jokede jeg lidt med Pentz. Han sagde, det var så koldt, han ville stå i lange ærmer. Men under opvarmningen mærkede han, at det ikke var ham, så han besluttede at stå i korte ærmer, siger Frederik Birk ifølge bold.dk og tilføjer:
– Så sagde jeg til Pentz, at når det hele spiller, er det adrenalinen, der holder os varme. Og det gør det også for træneren. Så jeg gav ham et løfte om, at jeg heller ikke kom til at stå i en jakke
Frederik Birk kunne dog ikke holde sit løfte.
Undervejs i kampen kom der en jakke på den unge cheftræner, for ”det var sgu for koldt derude”, som han selv formulerer det.
Koldt eller ej. Sejren giver varme til Brøndbys drømme om at spille med om topplaceringerne i Superligaen, hvor man inden de næste kampe i runden er tre point bag førerpositionerne i ligaen.
Læs også: Birk afslører SMS-detalje med Jesper Sørensen: ‘Han har vidst det hele tiden’