Mads Hermansen var Chelseas førsteprioritet på målmandsposten denne sommer, skriver Bold. Leicesters høje pris endte dog med at skræmme The Blues.
Det er kun et år siden, Mads Hermansen fløj fra reden i Brøndby for at starte sin udlandskarriere i Leicester, som han endte med at rykke i Premier League med.
Allerede denne sommer kunne han dog være røget videre i karrieren til en af ligaens største klubber i engelske Chelsea.
Læs også: Medie: Mads Hermansen spøger i Chelsea FC
Det danske fodboldmedie Bold afslører nemlig, at Chelsea over længere tid denne sommer har forsøgt at lande den tidligere Brøndby-keeper.
Men Leicester har prissat ham højt.
40 millioner pund – eller 355 millioner kroner – har nemlig vist sig at være et for højt beløb for Chelsea, der i stedet er gået med et billigere, dansk alternativ i form af Filip Jørgensen, der hentes for omtrent det halve i Villareal.
Det var dog Mads Hermansen, Chelsea helst ville have haft.
Det skyldes primært klubbens manager Enzo Maresca, som var Mads Hermansens chef i Leicester i sidste sæson.
Den italienske manager har sat sig i det varme sæde i Chelsea, hvor han allerede har hentet Kiernan Dewsbury-Hall hos The Foxes, og han var også ivrig efter at tage sin danske keeper med, men klubberne kunne ikke blive enige om en pris.
Bold beretter, at der var dialog mellem klubberne over længere tid. Det berettes ikke, hvordan Mads Hermansen forholder sig til det missede skifte til Chelsea.
Læs også: Medie: Leicester kræver 398.000.000 DKK for Hermansen
Brøndby misser millionbonus
Mads Hermansens missede skifte til Chelsea må også ærgre Carsten V. Jensen en smule, for han ville kunne have lavet en hurtig milliongevinst på den 24-årige keeper.
Bold har nemlig tidligere afsløret, at Brøndby har en videresalgsklausul på mellem 10-15 procent på den danske landsholdsreserve, og derfor ville et salg i 355 millioner kroner-klassen have skæppet godt i kassen på Vestegnen.
Leicester skal nemlig aflevere den aftalte procentdel af den profit, de må lave på ham i fremtiden, og i dette tilfælde ville videresalgsklausulen have indbragt et sted mellem 30- og 45 millioner kroner.
Mon ikke Brøndby dog får den millionudbetaling på et senere tidspunkt, for Mads Hermansen er i høj kurs, og har angiveligt også haft andre bejlere denne sommer.
Læs også: Klart største keepersalg i klubbens historie: Brøndby står til at score jackpot på Mads Hermansen