Hvidovres sportschef Peter Lassen fortæller til Discovery+, at han for år tilbage havde en gylden mulighed for at hente den nuværende Brøndby-stjerne, Nicolai Vallys. Man valgte dog at gå med Vallys’ holdkammerat, Nicklas Schmidt.
Nicolai Vallys har været blandt Superligaens bedste spillere igennem længere tid, men det stod ikke skrevet i stjernerne, at offensivspilleren skulle have en stor karriere i dansk fodbold.
Midtbanespillerens karriere tog først for alvor fart, da de daværende Superliga-oprykkere fra Silkeborg i sommeren 2019 købte ham fri af kontrakten med FC Roskilde, der året forinden havde hentet ham i 2. divisionsklubben, Skovshoved.
Som nu 27-årig er Nicolai Vallys topscorer for Brøndby, mens han også kan bryste sig af at have status som dansk A-landsholdsspiller.
På Vestegnen ærgrer smiler man med det ene øje og græder med det andet. Ikke i Brøndby, men i Hvidovre, hvor sportschef Peter Lassen sidder med røde ører.
– Det er jo en af mine kæmpe fejltagelser, siger Peter Lassen til Discovery+, da han afslører, at han valgte at afvise muligheden for at signe Nicolai Vallys.
Læs også: Vestegnens nye helt: Accepterede lønnedgang for at komme til Brøndby
Hvidovre-bossen skynder dog at rette sig selv.
– Eller ej, det vil jeg ikke sige, fordi Nicklas Schmidt var også en god spiller. Men vi kunne rent faktisk godt have fået ham (Vallys, red.) på et tidspunkt, da han var i Skovshoved.
Men realiteten var den, at Peter Lassen stod med valget om at signe Nicklas Schmidt eller Nicolai Vallys. Begge spillere tørnede ud for Skovshoved, og valget faldt på førstnævnte, mens Nicolai Vallys fik en afvisning.
– Det var sådan lidt: Skal vi tage Vallys eller Schmidt? Vores direktør på det tidspunkt, Kim Madsen, sagde, “han er altså god ham Vallys der”, men Per Frandsen (Hvidovre cheftræner red.), og jeg sagde, at vi ville sgu hellere have Schmidt.
Læs også: Brøndby var tæt på at lande ny midtbanespiller: Igen et tema til januar
Nicklas Schmidt er i dag 27 år – ligesom Nicolai Vallys. Han spillede tre sæsoner i Hvidovre, mens han nu tørner ud for Hillerød i 1. divisionen.
Omvendt er Nicolai Vallys blandt ligaens bedste spillere og dansk landsholdsspiller, men som Peter Lassen også pointerer i interviewet med Discovery+, så var det slet ikke sikkert, at Vallys havde gennemgået samme udvikling i Hvidovre.
Peter Lassen og Nicolai Vallys får lejlighed til at tale om gamle dage på søndag, når Brøndby gæster Hvidovre i Superligaen.
Læs også: Hvor kom det fra? Violinspil og flyvende banner før Derby