Daniel Wass er henrykt over den opbakning, Brøndby får – uanset om det er på hjemme- eller udebane.
Brøndby kom mandag et stort skridt tættere på målet om at blive dansk mester anno 2024, da man besejrede Silkeborg på udebane samtidig med, at FC Nordsjælland og FC Midtjylland delte i porten.
På JYSK Park i Søhøjlandet havde mere end 2000 Brøndbyfans taget plads på den ene endetribune, men da opgøret blev fløjet af, begyndte fans fra begge sidetribuner også at hylde de blå/gule helte.
Læs også: Jan Bech sover roligere om natten: Kunne ikke sætte min privatøkonomi over styr
Daniel Wass var imponeret over den kulisse, han og holdkammeraterne blev mødt med i Silkeborg.
– Vi har nogle fantastiske fans. Brøndby fylder rigtig meget i hele Danmark. Man kunne jo se her, at det ikke kun var bag målet. Det var også på siderne. Det er fantastisk. Vi elsker den støtte, vi får, og vi prøver at give så meget tilbage som muligt, siger han til TV3 SPORT og tilføjer:
– De har en passion uden lige for en klub, der fylder rigtig meget i mit hjerte. Det er dejligt at se den passion, de giver hver gang, afslutter han om en opbakning til et 12-tal.
Læs også: Brøndby har vundet tre ud af tre: Thomasberg mener, FCM har været bedst
Da Brøndbyspillerne mandag aften trillede ind på parkeringspladsen ved Brøndby Stadion efter turen hjem fra Silkeborg, blev de mødt af et stort ophav af Brøndbyfans, der stod klar med hyldest, sang, raketter og romerlys.
Brøndby vandt opgøret over Silkeborg med 2-0 på mål af Nicolai Vallys og Filip Bundgaard, og sejren betyder, at de blå/gule nu kan afgøre det danske mesterskab med en sejr i sidste spillerunde mod AGF.
Det opgør spilles søndag kl. 17.00 på Brøndby Stadion.
Læs også: 2214 Brøndby-fans var officielt på plads i Silkeborg – Men der var MANGE flere