Patrick Pentz har på alle måder valgt at stole 100 procent på projektet i Brøndby – også selvom et stort EM kan gøre ham attraktiv for Europas elite.
Patrick Pentz er flyvende ved EM i Tyskland.
Den østrigske keeper er disket op med store redninger på afgørende tidspunkter, og han har været en af nøglerne til, at Østrig overraskende vandt gruppen foran blandt andet Frankrig og Holland.
Læs også: Patrick Pentz pillede glansen af Kylian Mbappé
Kort forinden åbningskampen ved EM valgte Patrick Pentz en smule overraskende at låse sin fremtid, da han skrev kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2028.
Ikke overraskende i forhold til, at han valgte Brøndby, men overraskende i forhold til at en god slutrunde åbner døre til større adresser.
Men ikke nok med, at Patrick Pentz valgte Brøndby-skiftet på et tidligt stadie, så afstod han samtidig fra muligheden for inkludere en frikøbsklausul i sin Brøndby-kontrakt, hvilket betyder, at hvis en klub melder sig på banen i løbet af sommeren, styrer Brøndby suverænt prisen.
Læs også: Pentz dribler ind i top fem i Brøndbys lønhierarki – Men han valgte Brøndby af helt andre grunde
Det er før set, at store slutrundepræstationer får klubber til at lægge høje bud, og derfor blev Patrick Pentz på broendbyforfan.dk også nævnt som en af de fem hotteste salgsobjekter i Brøndby denne sommer.
For Patrick Pentz har det dog ikke været en prioritet at holde så mange døre åbne som muligt. For ham har det været vigtigt at få karrieren på rette køl efter mindre succesfulde udlandsophold i først Reims og siden Bayer Leverkusen.
Østrigerens klare interesse i Brøndby har man også kunne mærke på Vestegnen.
Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen udtalte nemlig for nyligt følgende til klubbens hjemmeside om Patrick Pentz’ valg om tidligt at låse sig til Brøndby.
– Det siger jo meget om Patrick, at han går ind til en spændende slutrunde, hvor mange muligheder kan opstå, og ens karriere kan udvikle sig på kort tid, at der har han valgt Brøndby IF til. Så det er også et flot signal fra hans side at sende, om at han stoler på det, vi er i gang med, og det han oplever her, det vil han gerne fortsætte med.
Patrick Pentz kostede 19 millioner kroner.
Læs også: Brøndby var ved at opgive Patrick Pentz: Men så tog det fart