Brøndbys forsvarsspiller Jacob Rasmussen har nydt det første halve år i klubben, og han fortæller, at han er glad for at være på Vestegnen.
Brøndby betalte stort for at lande 26-årige Jacob Rasmussen, da man hentede den danske stopper i den italienske Serie A-klub, Fiorentina.
Et relativt ubeskrevet blad i dansk fodbold, fordi forsvarsspilleren allerede forlod OB og dansk fodbold som U19-spiller.
Læs også: Snarligt kontraktudløb: Brøndby håber at få ny underskrift fra Schwartau
Men han har i den grad følt sig hjemme i 3F Superligaen.
Jacob Rasmussen har nemlig udviklet sig til at være en kæmpe profil for Brøndby, og i et interview med klubbens hjemmeside lægger han heller ikke skjul på, at han har nydt sin første tid på Vestegnen.
– Det har været en rigtig fed første tid i klubben, jeg har været rigtig glad for det. Det har været et godt halvt år, hvor jeg har mødt nogle rigtig gode mennesker. Jeg er bare glad for at være her, siger Jacob Rasmussen indledningsvist.
Læs også: Klaiber: Kunne ikke være havnet et bedre sted end Brøndby IF
Jacob Rasmussen har fungeret i et tre-mands-forsvar, og sammen med resten af Brøndby-mandskabet har man over efteråret gjort det så godt, at man inden forårssæsonen er i spil til at vinde Superligaen.
Og netop det forår ser forsvarsspilleren frem til:
– Vi har vist, at vi kan være med i toppen med de præstationer, vi har leveret i efteråret. Det giver blod på tanden til at gå ud og angribe det hele i foråret. Vi skal have et aggressivt mindset, når kommer tilbage fra pausen, og så skal vi bare ud at vinde nogle fodboldkampe. Så må vi se, hvor langt det rækker, fortæller han videre.
Jacob Rasmussen, der kostede omkring 20 millioner kroner, har kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2027.
Læs også: Mads Hermansen kan forgylde Brøndby IF