Jacob Rasmussen erkender, at han gamblede lidt ved AGF’s udlignende mål. Jesper Sørensen ærgrer sig over forsvarsspillerens beslutning, som han erklærer sig uenig i. Brøndby-cheftræneren nægter dog at skyde skylden på forsvarsspilleren.
Brøndby havde AGF helt nede i sækken mandag aften efter en flot første halvleg, hvor Nicolai Vallys havde bragt det blå/gule hjemmehold foran efter en flot assist fra Daniel Wass.
Men i anden halvleg gik Brøndby helt ned i tempo, og i det 66. minut skete det uundgåelige, da Felix Beijmo med en simpel pasning fandt en helt umarkeret Patrick Mortensen centralt for mål.
Læs også: Maxsø tilbage på Brøndby Stadion: Hyldet med banner på Sydsiden
Brøndbys forsvarsspiller Jacob Rasmussen missede sin markering, fordi han ifølge eget udsagn gamblede lidt og valgte at træde frem og markere en spiller på kanten af feltet.
– Jeg tror et eller andet sted, at jeg gambler lidt med, hvor han vil spille bolden hen, siger Jacob Rasmussen til Viaplay og erkender, at han vil dække af for spilleren, der står på kanten af feltet i stedet for Patrick Mortensen, der står helt umarkeret få meter fra mål.
Han fortsætter:
Læs også: Brøndby forærer gratis billetter til AGF’s fans på Brøndby Stadion
– Så ender han (Mortensen red.) med at stå helt alene. Det er ikke det bedste mål at få imod, erkender forsvarsspilleren blankt.
Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen er ærgerlig over, at den rutinerede Jacob Rasmussen vælger at træde frem i stedet for at falde.
– Jeg er ikke enig med Jacob i, at han skulle træde frem, og det tror jeg ikke, at han selv er, når han ser det igen. Men vi laver alle fejl, og her blev det straffet, siger Jesper Sørensen ifølge B.T.
Der er nu skabt et lille hul i toppen af Superligaen, hvor Brøndby har tre point op til FC København på førstepladsen, men på søndag er der Derby, hvor Brøndby får muligheden for at lukke hullet til ærkerivalerne.
Læs også: Retov fik gunstige vilkår med ny kontrakt: ‘Brøndby gik med til at gøre det på min måde’