Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen tager gerne imod kritik, men han er ikke tilfreds med den kritik, han har modtaget i Tipsbladet og Onside for nyligt.
Jan Bech Andersen har været offer for en krads kritik i de seneste dage, efter der i Tipsbladet blev udgivet en klumme af journalist, Henrik Madsen.
Under overskriften ‘Farvel og tak: Gå af Jan Bech, du står i vejen’, opfordrer Henrik Madsen, der i øvrigt er mangeårig Brøndbyfan, bestyrelsesformanden til at sælge de sidste af sine Brøndby-aktier.
– Jan Bech Andersen forvalter sin formandsrolle til skade for Brøndby IF. Han kan – eller mere sandsynligt – VIL ikke respektere de mest elementære regler for en bestyrelsesformands arbejde, lød det også i klummen.
Læs også: Banner til Jan Bech Andersen møder kritik: ‘Tarveligt og forkert’
Der blev også rettet skarp kritik mod Jan Bech Andersens måde at kommunikere på med ledende personer i klubben.
– Mængden af mails og anden kommunikation til folk med ledende roller i klubben er helt ude af kontrol, abnorm og grotesk. Kommunikationen vedrører i væsentligt omfang spørgsmål, der ligger langt udenfor en seriøst arbejdende bestyrelsesformands område, skrev Henrik Madsen videre i sin klumme.
Kritikken fortsatte med at hagle ned over bestyrelsesformanden, da emnet blev taget op i Onside for ganske nyligt.
Her mente TV3 SPORT-eksperten Peter Sørensen, at Jan Bech var både amatøragtig og generende.
– Det er selvfølgelig både generende og efter min mening også utroligt amatøragtigt, og det demonstrerer jo på en eller anden måde, at det ikke kun er de udenlandske ejerskaber, som vi behøver at kritisere i forhold til at indgribe i noget, som de ikke har forstand på, sagde han blandt andet.
Læs også: Banner på Sydsiden: Jan, det her vil for altid være dit eftermæle i Brøndby IF
Jan Bech Andersen gik til tasterne
Mandag eftermiddag gik Jan Bech Andersen til tasterne på Instagram for at forsvare sig, men hvis man ikke havde læst om sagen på forhånd, kunne kritikken se lidt malplaceret ud.
I et interview med bold.dk erkender han, at Instagram-opslaget måske var en smule svær at tolke på.
– Pointen med mit opslag er, at der i øjeblikket er kritik af mig, og det ønsker jeg at svare tilbage på. Jeg kan godt forstå, hvis folk ikke har læst Tipsbladet-artiklen, hvilket der var nogle, der ikke havde, så kan det måske være svært at tolke, men det var med reference til artiklen i Tipsbladet og programmet i Onside.
Læs også: Jan Bech forklarer tweets om konkurs
Herefter uddyber Brøndby-bossen.
– Hvis nogen tror, at man som bestyrelsesformand ikke har retten til at stille spørgsmål, så har folk misforstået det hele, for det er ens opgave, siger han.
Det er igennem en årrække, at Jan Bech Andersen har været flittig med at sende mails rundt i huset, men det mener han er helt på sin plads i en tid, hvor pengene fossede ud af klubben.
– Når så mange penge forsvinder på relativt kort tid, som de gjorde dengang, så er det en bestyrelses- og formands opgave at stille spørgsmål, også de kritiske spørgsmål, slår han fast og tilføjer så:
– Så selvfølgelig er der igennem de sidste ni år blevet stillet spørgsmål og sendt mange e-mails, for det var der 100 millioner grunde til.
Jan Bech Andersen fortæller videre i interviewet, at han gerne tager imod kritik, men han kræver også nuancer, og at man ser på det store billede.
Han pointerer nemlig, at han i 2014 postede 65 millioner kroner i klubben, mens han kort efter af egen lomme købte Frederik Semb Berge og Elbasan Rashani for yderligere 12 millioner kroner.
Samlet var der 90-100 millioner kroner, der ‘røg ud af biksen’, som han selv formulerer det i bold.dk’s artikel, som kan læses her.
Bestyrelsesformanden sidder i dag på en mindre del af aktierne i klubben, efter han sidste år solgte klubben til den amerikanske investeringsfond, Global Football Holdings.
Læs også: Jan Bech til GFH-modstandere: Jeg har en viden, de ikke har