Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen fortæller, at hans økonomi ikke længere kunne bære så stor en kapacitet, som Brøndby er blevet. Derfor lod han Global Football Holdings overtage aktiemajoriteten.
En frelsende engel reddede i 2013 Brøndby fra konkurs med et kapitalindskud på 65 millioner kroner.
Den frelsende engel hed Jan Bech Andersen, og han har siden postet adskillige millioner i ‘projekt Brøndby’.
Læs også: Jan Bech drømmer om snarligt 100 millioner kroners salg i Brøndby
Men for et halvandet års tid siden solgte den daværende Brøndby-ejer aktiemajoriteten til den amerikanske investeringsfond, Global Football Holdings, der har en større portefølje af fodboldklubber.
Det skabte splittelse i Brøndbys fanmiljø, men i et nyligt interview med Discovery+ åbner Jan Bech Andersen yderligere op for, hvorfor han besluttede at sælge størstedelen af sin ejerandel.
– Jeg kan ikke sætte min privatøkonomi over styr ved bare at pumpe ind. Jeg havde jo allerede sagt, at vi var nødt til at have et stærkere ejerskab til at løfte Brøndby og forløse det potentiale, der er, siger han.
Læs også: ‘Takkede ja til for lave bud’: Brøndby fik dog over 100 mio. kroner for Lindstrøm
I interviewet giver Jan Bech Andersen udtryk for, at han er glad over Global Football Holdings ejerskab, men at han også har respekt for, at Brøndbys fans har forskellige holdninger til flerklubsejerskab.
Men for ham er det vigtigt at pointere, at GFH godt ved, at Brøndby er noget specielt.
– Det er ikke SK Beveren, ADO Den Haag eller Augsburg. Det er Brøndby, og det er en speciel størrelse. Det skal de (GFH red.) have respekt for, og det har de haft hele vejen igennem, slår han fast.
Læs også: Daniel Wass: Vil rigtig gerne forlænge kontrakten
For Jan Bech Andersen har det nye ejerskab ikke ændret på hans engagement i klubben, men alligevel er der faldet en sten eller to fra hans hjerte.
– Jeg er mindre økonomisk eksponeret, og jeg sover lidt roligere. Når man har siddet i bestyrelseslokale, og folk har kigget på en, og der har manglet penge… De sidste par emissioner er 90 procent af pengene kommet fra mig selv eller mit netværk. Ja, så er man dybt eksponeret. Og involveret, tilføjer han.
Brøndbys bestyrelsesformand har dog stadig Brøndby dybt i sit hjerte.
Han planlægger derfor også efter, at han er med i mange år i fremtiden, for da han bliver spurgt, om han er med om fem år, svarer han:
– Det håber jeg da. Ja, ja, ja. Det mesterskab i 2021 er forhåbentligt ikke mit sidste. Der er også pokaltitler og Europa, vi skal gå efter. Der er et spirrende akademi, og nu er kvindeholdet blevet en del af selskabet. Der er masser af ting at tage fat på, siger han med et skævt smil.
Jan Bech Andersen har efter salget af Brøndby blandt andet investeret i den danske ishockeyklub Rødovre Mighty Bulls med blandt andet Andreas Maxsø og Daniel Wass, hvilket du kan læse mere om her.
Læs også: Sådan snød CV sin FCK-kollega for to af Superligaens bedste spillere