Jesper Lindstrøm blev konfronteret af en Napoli-fan efter tirsdagens træning, og den tidligere Brøndby-spiller nikkede høfligt, men lignede ikke en mand, der forstod meget af, hvad der blev slynget ud af italienske gloser.
Jesper Lindstrøm spillede i et par år for nogle af Europas vildeste fans i Brøndby, men efter sommerskiftet til Napoli har han også stiftet bekendtskab med den fanatiske fankultur i Italien.
Tirsdag eftermiddag oplevede han den på tætteste hold.
Læs også: Lindstrøm i knæ: ‘Jeg håber, han finder sig selv’
Efter tirsdagens træning på Napolis træningsanlæg Castel Volturno blev Jesper Lindstrøm nemlig stoppet af en Napoli-fan, viser videomateriale fra den store avis, Gazzetta dello Sport.
Den italienske avis bringer også en oversættelse af udbruddet fra Napoli-supporteren, og det kan ifølge tipsbladet.dk nogenslunde oversættes til:
– Jeg vil bare gerne forklare én ting for dig, og det er, at vi altid støtter jer. I morgen (i aften, red.) vil vi være ved jeres side i Sassuolo. Uanset hvor I er, vil vi være ved jeres side. Det er ikke i orden, at et hold, der vinder mesterskabet, giver så mange dårlige indtryk. I bliver nødt til at spille fodbold. Det er det eneste, jeg beder jer om. Okay? Tag den her besked med til alle de andre, lyder oversættelsen eftersigende.
Læs også: Brøndby-kærlighed til Kristoffer Olsson: Fans indsamler over 9000 kroner til FCM-profilen
Om Jesper Lindstrøm har kunne viderebringe det budskab til sine holdkammerater skal være usagt, men vurderet ud fra videoen herunder ligner det, at den tidligere Brøndby-darling har ualmindelig svært ved at forstå, hvad der bliver sagt.
Som vi kender den unge dansker, er han dog høfligheden selv og nikker pænt og forstående.
Se det herlige klip, som ifølge Gazzetta dello Sport er gået viralt i det syditalienske.
Napoli har gang i en undervældende sæson, hvor de efter 25 spillerunder er nummer 9 i Serie A med hele 11 point op til den Champions League-givende fjerdeplads.
Personligt for Jesper Lindstrøm har det også været en svær, hvis ikke umulig sæson, hvor knægten fra Masterclass blot er startet én kamp i ligaen, og han indtager også bænken til aftenens kamp mod Sassuolo.
Han er på kontrakt i Napoli frem til sommeren 2028, og han blev handlet for mere end 220 millioner kroner, da man hentede ham i Eintracht Frankfurt.
Læs også: Brøndby-boss bekræfter: Overvejer Patrick Pentz-køb