Daniel Wass er skuffet over den måde, han har fået frataget anførerbindet i Brøndby, og det vil Jesper Sørensen reflektere over.
Daniel Wass har ikke været til rådighed for pressen, siden han fik frataget anførerbindet i Brøndby, men søndag stillede han op til interview.
Til Viaplay fortalte han, at han var ked af, at han ikke længere skulle bære anførerbindet på Vestegnen, og han indikerede, at han var skuffet over den måde, beskeden var blevet leveret på.
– Jeg er også mere ked af, hvordan det er blevet gjort på. Jeg havde ikke forventet noget, men jeg havde været anfører i de mange kampe inden. Jeg respekterer beslutningen, men jeg er lidt ked af den måde, det er gjort på, sagde han blandt andet i interviewet, som du kan læse her.
Læs også: Wass bryder tavsheden: Ked af det
Kort efter interviewet med den skuffede Daniel Wass, blev Jesper Sørensen interviewet af selvsamme TV-station – og det gav anledning til refleksion.
– Det reflekterer jeg selvfølgelig altid over. Hvis Daniel føler, jeg har gjort det på en dårlig måde for ham, så tager jeg og kigger indad. Daniel er en virkelig god spiller, og det kommer han også til at være fremadrettet for os, lyder det fra Brøndby-chefen.
I de seneste uger har der været spekuleret i intern magtkamp mellem Jesper Sørensen og den rutinerede midtbanemand, men det afviser sidstnævnte.
Daniel Wass udtaler:
– Jeg har ikke nogen magtkamp med nogen, for jeg har ikke noget at skulle have sagt. Jeg er den, jeg er, og jeg kommer hver dag og gør det bedste for klubben, som jeg elsker rigtig meget, siger han og tilføjer om forholdet til cheftræneren.
– Vi har det godt sammen. Der er ikke noget der. Selvfølgelig kan han også se, at jeg har været ked af det, men det føler jeg også, jeg har lov til at være.
Daniel Wass har kontraktudløb efter sæsonen, og ifølge midtbanespilleren har han endnu ikke hørt fra klubben i forhold til mulighederne for at få forlænget aftalen.
Læs også: Daniel Wass håber på snarlig afklaring: Har ikke hørt fra Brøndby
Læs også: Kryptisk Wass boykotter ikke pressen: ‘Jeg må bare ikke udtale mig