Jesper Sørensen vil ikke hænge Henrik Heggheim ud for sin store fejl, som kunne have fået kampafgørende betydning søndag aften mod FC Midtjylland. Brøndby-cheftræneren støtter den norske stopper, som stadig har en rolle at spille på Brøndby-holdet.
Henrik Heggheim fik rødt kort efter kun 16 minutters spil mod FC Midtjylland, da den norske forsvarspiller nedlagde sin landsmand Ola Brynhildsen i feltet.
Det kunne have kostet point i søndagens topkamp, men Patrick Pentz reddede det efterfølgende straffespark, mens Ohi Omoijuanfo kort før pausen scorede det mål, der viste sig at være nok til at sikre en 1-0-sejr.
Læs også: Dommen: Vi. Er. Nummer. 1 – Tak, Pentz!
Trods sejren var der betydelig kritik rettet mod Henrik Heggheim fra både fans og eksperter, men i Brøndby-lejren er der fuld tiltro til den 22-årige forsvarsspiller.
Det fortæller Jesper Sørensen til Tipsbladet.
– Henrik har været virkelig stærk i opstarten, og det er derfor, han starter inde i dag. Han kommer også til at spille igen. Det er meget små momenter, der er afgørende i fodbold, og når Henrik er på banen, er det, fordi vi er trygge ved ham, siger Brøndby-cheftræneren.
Brøndby havde egentlig købt en belgisk forstærkning til den højre stopper-position i form af Jordi Vanlerberghe, men den tidligere KV Mechelen-spiller er ude med en skade resten af Grundspillet.
Henrik Heggheim fik derfor chancen fra start, og selvom han ikke greb den i denne omgang, venter der formentlig flere minutter i løbet af de to kommende runder – når han har afsonet sine karantænedage.
Forsvarsspilleren valgte selv at stille op til interview efter opgøret, hvor den unge nordmand blankt erkendte, at det var dumt af ham. De kommentarer kan du læse her.
Læs også: ‘Four more years’: Brøndbyfans vil have mere Pentz