Brøndby ser alligevel ikke ud til at lande Viborg-keeperen Lucas Lund. Transferen er kollapset, melder Ekstra Bladet.
Det lignede, at Lucas Lund var ny førstekeeper i Brøndby, efter de blå/gule havde afsendt et bud, der kunne løbe op i 17 millioner kroner.
Men aftalen er tilsyneladende ‘off’.
Ekstra Bladet erfarer, at transferen mellem Brøndby IF og Viborg FF er kollapset.
Brøndby havde en klar idé om, at buddet var nok til at blive accepteret, men Carsten V. Jensen er blevet taget på sengen.
Transferen ser med største sandsynlighed ud til at være glippet.
Ekstra Bladet skriver, at Brøndby mener, at der er folk i processen, der er løbet fra deres aftaler, og at de føler, at de har spildt de seneste tre døgn.
Meldingerne fra Viborg var formentlig så positive, at man i Brøndby troede, at man havde en aftale, men sådan var realiteterne ikke.
Avisen tilføjer videre, at man var langt i forhold til de personlige detaljer med Lucas Lund, og man regnede med, at han ville signe en fire-årig aftale.
Brøndby kigger nu på alternativer, og der arbejdes både med en plan B og en plan C, erfarer Ekstra Bladet, der tegner et billede af kaotiske timer på Carsten V. Jensens kontor.
Der er sæsonpremiere for Brøndbys vedkommende søndag aften mod Silkeborg. I den kamp ventes Thomas Mikkelsen at vogte buret.