Kevin Mensah ved ikke, hvad hans fremtid bringer. Han har kontraktudløb med Brøndby om én måned.
Kevin Mensah har været i Brøndby i snart otte år, men det lakker formentlig mod enden for klubbens tidligere anfører.
Kontrakten udløber ved årsskiftet, og intet tyder for nuværende på, at Brøndby vil tilbyde den alsidige defensivspiller en ny kontrakt.
Læs også: 8700 kilometer væk hjemmefra: Vallys har taget Suzuki under sine vinger
Faktum er nemlig, at Kevin Mensah kun lige er på vej retur fra den knæskade, der har holdt ham ude siden maj.
Han fortæller dog selv, at der ikke er faldet en endelig afklaring endnu.
– Lige nu udløber min kontrakt den 31. december, og hvad der kommer til at ske efter det, det er lige nu et ubesvaret spørgsmål, siger han i et interview med Tipsbladet.
Læs også: Brøndby-talent var tæt på Genoa: Nu forlader han klubben på fri transfer
33-årige Kevin Mensah fortæller dog, at han har en let dialog med klubben.
– Ja, vi har selvfølgelig snakket lidt om, hvordan tingene skal se ud, og jeg har snakket med ejerne og lederne i klubben, som er der lige nu, og den dialog er stadig i gang. Vi melder ikke noget ud endnu, og der er ikke afklaring på noget endnu.
Kevin Mensah fortæller videre, at han ikke er i dialog med nogle andre klubber, selvom han er fri til at forhandle med eventuelle bejlere.
Tipsbladet skrev i foråret, at den tidligere Brøndby-assistenttræner Martin Retov var interesseret i at hive Kevin Mensah med til AC Horsens.