Alt peger på, at det ikke er Carsten V. Jensens ønske at stoppe i Brøndby.
”Brøndby IF kan oplyse, at Carsten V. Jensen stopper som fodbolddirektør efter gensidig aftale.”
Sådan skrev klubben i en selskabsmeddelelse underskrevet af bestyrelsen tirsdag eftermiddag, men den formulering bliver ikke købt i store dele af fodbolddanmark.
Læs også: Afgået Brøndby-boss får hæderligt beløb med ud af døren
Tipsbladets chefredaktør Allan Olsen skriver i sin klumme umiddelbart efter offentliggørelsen, at der ikke kan være to meninger om, hvad der er sket på ledelsesgangene i Brøndby.
Der er blevet svunget en økse og givet en fyringsseddel.
– Efter gensidig aftale, som Brøndby formulerer det. Ja, ja – der er mange måder at skrive sig ud af den slags. Det har da i hvert fald ikke set ud, som om Carsten V. Jensen har haft et brændende ønske om at stoppe for at hellige sig frimærkesamlingen…Så herfra bliver det betragtet som en regulær fyring, skriver chefredaktøren, der ikke lader nogen tvivl om, hvad han mener om dagens store nyhed fra Brøndby.
Læs også: B.T.s sportschef spekulerer: GFH træder i karakter – Jesper Sørensen og Jan Bechs fremtid på spil?
B.T.s sportschef Lasse Vøge stemmer i uden dog at være lige så skarp i sin retorik.
– Carsten V. Jensen har i sine fem år som sportslig ansvarlig i Brøndby været en succes målt på fodboldresultater – men samtidig har der været røde tal på de fleste bundlinjer. Og investorer har som regel mest øje for bundlinjen. Derfor er jeg fristet til at spekulere i, at ‘CV’ har fået et prik på skulderen.
Der er flere, der stemmer i.
Journalist Morten Crone, der blandt andet har en fortid på B.T., fortæller til Viaplay Sport News, at der ikke kan være nogen tvivl om, at Carsten V. Jensen er blevet fyret.
– Det er jo en fyring, for ellers var det blevet meldt ud på en anden måde. For eksempel at Carsten V. Jensen havde fået et nyt job, eller at han ønskede at fratræde på et tidspunkt ude i fremtiden. Det her, det kan ikke være andet end en fyring af Carsten V. Jensen.
Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen har siden afvist, at der er tale om en fyring, hvilket du kan læse her.
Læs også: Carsten V. Jensen udtaler sig efter afskeden med Brøndby: ‘Vi er et bedre sted i dag’