Den tidligere Brøndby-spiller Ante Erceg var ved at finde fodfæste igen efter et skuffende ophold på Vestegnen, men nu synes karrieren i frit fald. Den 34-årige angriber står uden klub efter fyringen i NK Istra 1961.
Ante Erceg kom til Brøndby på en stor aftale i sommeren 2018, da man lykkedes med at hente ham på en fri transfer efter nogle succesfulde sæsoner i Hajduk Split og et kort ophold i Al-Ahli Dubai fra de Forenede Emirater.
Der var store forventninger til kroaten, der dog aldrig fandt fodfæste i Brøndby, og selvom han sad hele den fire-årige kontraktperiode ud, blev det hverken til mange kampe eller mål – og han var også undervejs udlejet til både Esbjerg fB og Osijek.
Efter udløb i Brøndby blev han præsenteret som ny spiller i Debrecen, men kun et par uger efter ankomsten til den ungarske klub valgte parterne at ophæve aftalen – før han overhovedet nåede at få sin debut for klubben.
Ante Erceg skiftede herefter hjem til kroatisk fodbold, hvor han blev præsenteret i NK Istra 1961.
Og det skulle vise sig at være et helt udmærket skifte for den tidligere målræv, der begyndte at finde vej til netmaskerne igen.
Men nu 44 kampe og 18 mål senere er han blevet afskediget i klubben, skriver flere kroatiske medier – herunder germanijak.hr.
Ifølge det kroatiske medie har klubbens ledelse og cheftræner besluttet at rive kontrakten over med den 34-årige angriber efter flere disciplinære episoder.
Ante Erceg skulle angiveligt have raget sig uklar med flere trænere undervejs i sin tid i NK Istra 1961, mens han seneste kontrovers med cheftræner Paolo Tramezzani skulle have fået det famøse bæger til at flyde over.
Partnerne skulle ifølge mediet højlydt have skændes på træningsbanen, og han blev suspenderet for et par uger siden, inden man nu endegyldigt har valgt at tage afsked med den tidligere Brøndby-angriber.
Hans kontrakt stod til at udløbe i sommeren 2025.