Mathias Kvistgaarden er ligeglad med den kritik, han har modtaget for at falde for let. For min skyld må de sige, hvad de vil, siger Brøndby-angriberen.
Mathias Kvistgaarden har været storspillende for Brøndby i denne sæson, hvor han står noteret for fem mål og fire assists i sæsonens 13 kampe i Superligaen.
Torsdag aften måtte han dog gå målløs fra banen i i Oddset Pokalen, hvor Brøndby sikrede sig en kvartfinalebillet efter en sejr over Randers FC.
Læs også: Brøndby-angriber drømmer om Premier League
I forbindelse med den kamp blev der rettet en del kritik mod den 21-årige angriber, for flere gange kunne man høre Randers’ cheftræner Rasmus Bertelsen ytre, at Mathias Kvistgaarden faldt alt for let.
Også Viaplays kommentatorer var ude med riven over angriberens fald.
Den kritik bruger Mathias Kvistgaarden dog ikke meget tid på at forholde sig til.
Læs også: Avis: Muligt sommersalg af Vallys – Her er prisen
– De gange, hvor jeg lå ned, var der en hånd i hovedet eller en god stempling på foden, som man så til sidst i kampen. Så det skal de have lov til at mene. For min skyld må de sige, hvad de vil, siger Brøndby-spidsen til Tipsbladet.
Mathias Kvistgaarden er dog klar over, at han oftest må bide i græsset, men det skyldes, at han allerede tidligt i duellerne er i ubalance.
– Jeg er en spiller, der rigtig ofte er i ubalance i mine dueller, fordi jeg gerne vil udfordre. Så jeg bukker mig og går langt ned for at sno mig rundt om modstanderne. Hvis man får et skub der, så er man i ubalance, fortsætter han.
Læs også: Manchester United og andre store klubber overværede nyt Vallys-show
Mathias Kvistgaarden har været i høj kurs over de seneste måneder, og i sommer var der angiveligt bud efter ham fra skotske Celtic, men Brøndby afviste at sælge ham.
Brøndby-angriber forventer også at blive på Vestegnen, selvom der til januar kommer en ny mulighed for at skifte klub, når vinterens transfervindue åbner.
– Jeg ved, at der kommer et transfervindue til januar, og jeg regner med også at være i Brøndby, når det vindue er lukket. Jeg nyder hvert sekund i Brøndby-trøjen, har han for nylig udtalt ifølge Ekstra Bladet.
Læs mere her: Mathias Kvistgaarden forventer også at være i Brøndby efter januars transfervindue