Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen anerkender Emmanuel Yeboah for en flot halv time i mandagens træningskamp mod FC København.
Emmanuel Yeboah har nærmest ikke betrådt græstæppet iført en Brøndbytrøje, siden han i sommer blev handlet i den rumænske traditionsklub, CFR Cluj, for et beløb i omegnen af 10 millioner kroner.
Den 20-årige ghaneser har blot fået 14 minutters spilletid i efteråret i en pokalkamp mod 2. divisionsholdet fra HIK, men mandag eftermiddag fik han græs under fødderne.
Læs også: Brøndby-anfører sender store roser efter Schwartau og Bundgaard
Det skete på det smukke Estadio Algarve i Portugal, hvor Brøndby sejrede med 2-1 over ærkerivalerne fra FC København i en træningskamp ved Atlantic Cup.
28 minutters spilletid fik Emmanuel Yeboah, og cheftræner Jesper Sørensen, der aldrig har set det store lys i offensivspilleren, var ret imponeret over, hvad han så fra den til tider udskældte Brøndby-spiller.
– Han så kropsstærk ud. Han så virkelig energisk ud, også i sit defensive arbejde for holdet, og han havde også nogle gode pågående angreb og en god assist til Bertram (Kvist, red.), hvor han har en afslutning, der så blev reddet, siger Jesper Sørensen til tipsbladet.dk og tilføjer:
– Da kampen gik ud på det sidste kvarter, ti minutter, var han i stand til fremme i banen at holde spillet for os, når vi nogle gange måtte ligge lavt og forsvare. Det var jeg glad for at se, lyder de rosende ord.
Emmanuel Yeboah kom ikke på måltavlen, men han havde flere gode aktioner, og med mere skarphed fra holdkammeraterne, havde han noteret sig for minimum én assist.
Men sådan blev det ikke, men alligevel en positiv oplevelse for den unge ghaneser, der nu har været i Brøndby i et halvt års tid.
Han har kontrakt i Brøndby frem til sommeren 2027.
Læs også: Filip Bundgaard i god fysisk form: Regner med spilletid ved Atlantic Cup