Rasmus Lauritsen har meget svært ved at se, at han begik et straffespark i søndagens remis mod Silkeborg IF.
Brøndbys Rasmus Lauritsen fik en uheldig hovedrolle i søndagens Superliga-kamp på Jysk Park mod Silkeborg IF.
Efter Brøndbys scoring til 3-2 puffede Brøndby-forsvarsspilleren Younes Bakiz i ryggen, og efter et VAR-gennemsyn valgte dommer Aydin Uslu at pege på pletten.
Læs også: Wass vil ikke tale med pressen: Jesper Sørensen afviser Tøfting-påstand
Rasmus Lauritsen fik i samme ombæring et direkte rødt kort for at fratage hjemmeholdet en oplagt scoringschance.
Det er han dog langt fra selv enig i.
– For at være ærlig er jeg i chok, da han (Uslu red.) går ud for at tjekke den. Da situationen kører, er jeg ikke bange for noget. Jeg er bare glad for, at jeg får ham lidt i ubalance, og jeg tænker, det er fint forsvarsspil. Jeg er slet ikke bange for, at han skal dømme straffespark, siger Brøndby-stopperen til Viaplay.
Rasmus Lauritsen erkender, at han gav Younes Bakiz en berøring i ryggen, men nok til et straffespark. Slet ikke, mener forsvarsspilleren.
– Hvis du skal dømme straffespark, hver gang folk rører hinanden, så kan du ikke lave andet. Jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt, at man ikke må have nogen form for kontakt, siger han og fortsætter:
– Jeg synes, det er ærgerligt, at vi skal til at opfinde straffespark.
Brøndby-stopperen virker lettere rystet i interviewet med TV-stationen, og han slår fast med syvtommersøm, at han slet ikke kan se et straffespark.
– Jeg kan ikke på nogen måder forstå, den bliver dømt. Jeg føler, jeg er god til at kigge indad, men det der, synes jeg er vanvittigt. Jeg er virkelig overrasket på en dårlig måde over, at den bliver dømt.
Tonni Adamsen udnyttede straffesparket til at udligne til 3-3 som også blev kampens slutresultat.
Læs også: Dyr Brøndby-træning: Vallys udgik – Men han var ikke den eneste