Daniel Wass og Nicolai Vallys er Brøndbys lønkonger, afslører bold.dk. Ohi Omoijuanfo følger skarpt efter som den tredjebedste betalte spiller i klubben.
Brøndby har over de seneste sæsoner skruet gevaldigt op for budgettet, og der er kommet nye standarder for, hvor meget man kan score i løn på Vestegnen.
Det viser bold.dk’s nye undersøgelse af spillerlønningerne i Brøndby, for her bliver det afsløret, at alle de lønførende i Brøndby er blevet handlet inden for det seneste halvandet års tid.
På femtepladsen er forsvarsspilleren Rasmus Lauritsen, der skiftede til Brøndby sidste år for et beløb i omegnen af 18 millioner kroner, da man købte ham i Dinamo Zagreb.
Ifølge bold.dk blev han hevet ind i toppen af løn-hierarkiet med en løn på 300.000 kroner om måneden, hvilket giver en årsløn på 3,6 millioner kroner. Den kontrakt sidder han på frem til sommeren 2027.
For et halvt år siden hentede man endnu en dyr stopper, da 26-årige Jacob Rasmussen blev købt i Fiorentina for 22 millioner kroner.
Den danske forsvarsspiller fik en flot kontrakt på fire år med en løn på flotte 325.000 kroner – altså en årsløn på lige under fire millioner kroner.
Ohi Omoijuanfo kom til Brøndby i sommeren 2022, og det var en stor skikkelse, man hentede ind på en tre-årig kontrakt
Den norske angriber er højt i hierarkiet, og han er i dag også viceanfører i klubben. Og også blandt lønkongerne på Vestegnen.
bold.dk afslører, at hans månedsløn lyder på 425.000 kroner – 5,1 millioner kroner om året.
Endnu en stor signing blev lavet i sommeren 2022, da Nicolai Vallys kom til klubben i en stor handel fra Silkeborg IF.
Den i dag 27-årige offensivspiller var et vidnesbyrd om, at Brøndby kan hente de bedste spillere i ligaen, og derfor måtte man også smække en hæderlig hyre efter ham.
500.000 kroner tjener han om måneden, hvilket giver en årsløn på rundt regnet seks millioner kroner – og han har på mange måder været hver en krone værd.
Sommeren 2022 var for alvor der, Brøndby rykkede på lønbudgettet, for det var også der, man hentede lønkongen i Brøndby. Det er nemlig Daniel Wass.
bold.dk mener at vide, at han tjener 525.000 kroner om måneden, og dermed scorer en hæderlig årsløn på 6,3 millioner kroner.
Den tidligere danske landsholdsspiller kom hjem efter ti år i udlandet, hvilket betyder, at han er på den lukrative forskerordning, så han får en pæn skatterabat.
Daniel Wass’ kontrakt løber halvandet år endnu.
Læs også: Daniel Wass håber på at fortsætte flere år i Brøndby
Top 5 lyder derfor som følger:
5. Rasmus Lauritsen, 300.000 kroner/mdr.
4. Jacob Rasmussen, 325.000 kroner/mdr.
3. Ohi Omoijuanfo, 425.000 kroner/mdr.
2. Nicolai Vallys, 500.000 kroner/mdr.
1. Daniel Wass, 525.000 kroner/mdr.