Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen bekræfter til Brøndby Lyd, at man har både en opryknings- og videresalgsklausul på Mads Hermansen, som i sommerens transfervindue blev solgt til Leicester i en stor handel.
Den 18. juli 2023 fløj Mads Hermansen fra Brøndby-reden.
Den unge keeperprofil blev solgt i en stor handel til Championsship-klubben Leicester, der ifølge flere medier betalte et beløb i omegnen af 50 millioner kroner for transferen.
Læs også: Hermansen med gave til lille Leicester-fan: ‘Han er en helt – Vi er så glade for ham
Mads Hermansen har vist sig som værende en drømmesigning for The Foxes, og han har fra dag ét gjort pladsen mellem stængerne på King Power Stadium til sin egen.
Sammen med resten af Leicester-mandskabet har den tidligere Brøndby-keeper storspillet, og klubben har direkte kurs tilbage mod Premier League, som man forlod i sidste sæson efter en skuffende sæson.
55 point efter 22 kampe betyder, at Leicester fører Championsship med tre point ned til Ipswich og hele 13 point ned til Leeds på tredjepladsen. Derfor er det nærmest utænkeligt at forestille sig, at Mads Hermansen og co. ikke tager en direkte billet retur til den bedste engelske fodboldrække.
Læs også: Mads Hermansen med vild hovedstødsredning i uofficiel Leicester-debut
Og det er ikke uden betydning for Brøndby IF.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen bekræfter nemlig over for podcasten Brøndby Lyd, at Brøndby har en oprykningsklausul i aftalen med Leicester, hvilket betyder, at den engelske klub skal sende et aftalt beløb mod Vestegnen, hvis de rykker op med Mads Hermansen mellem stængerne.
Den 23-årige danske landsholdsreservers præstationer har også skabt genlyd i fodboldeuropa, og fortsætter han sin direkte kurs mod stjernerne, bliver Leicester heller ikke den største adresse, han kommer til at spille på.
Når dagen for et klubskifte kommer, vil Carsten V. Jensen også kunne se en procentdel af videresalget blive sendt mod Brøndby, for ligeledes bekræfter han i Brøndby-podcasten, at man forhandlede en videresalgsklausul i aftalen med Leicester.
– Det er meget naturlige ting at bygge ind i en aftale, og det kan jeg godt sige, at det er der (oprykning- og videresalgsklausul red.), siger han i podcasten.
Du kan høre hele Brøndby Lyds vinterstatus med Carsten V. Jensen her.