Nicolai Vallys viste atter sine fodboldevner søndag aften – og denne gang foran flere store klubber som Manchester United, Wolfsburg og Aston Villa. Jesper Sørensen har fuld forståelse for, hvis flere klubber synes, at offensivspilleren har stor kvalitet.
Nicolai Vallys har været storspillende for Brøndby, siden han i sommeren 2022 skiftede fra Silkeborg i en stor handel, der menes at have kostet Carsten V. Jensen og co. i omegnen af 22 millioner kroner.
Den 27-årige offensivspiller har dog været alle pengene værd, og der er også flere klubber, der har været ude efter at købe ham i Brøndby.
Læs også: Mathias Kvistgaarden forventer også at være i Brøndby efter januars transfervindue
I forbindelse med lukningen af sommerens transfervindue kunne Ekstra Bladet nemlig afsløre, at Brøndby havde modtaget bud i omegnen af 37-40 millioner kroner på offensivspilleren, men det var aldrig aktuelt at sælge til den pris.
Søndag aften viste Vallys så igen klassen.
På hjemmebane mod FC Nordsjælland viste han stort overblik med en flot assist til Mathias Kvistgaarden, mens han i anden halvleg sikrede sejren med et meget smukt mål, hvor han krøllede kuglen op i det lange hjørne uden chance for Andreas Hansen.
Læs også: Vallys-perle bag vigtig Brøndby-sejr mod FC Nordsjælland
Ekstra Bladet beretter nu, at nogle af Europas største klubber var repræsenteret på lægterne, for Wolfsburg, Manchester United, Betis, Marseille, Aston Villa, Southampton og PSV Eindhoven havde alle sendt scouts til Brøndby Stadion.
Hvem de kiggede på, er uvist, men et godt bud er da Nicolai Vallys, som nu er oppe på syv sæsontræffere fra sin position på den offensive midtbane.
Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen forstår også godt, hvis der er andre klubber, der har noteret sig den nyudklækkede landsholdsspiller.
Læs også: Hvidovre-boss stod med gylden mulighed for at hente Nicolai Vallys i Skovshoved
– Jeg går ikke i hverdagen og bekymrer mig om, vi kan beholde Vallys. Men hvis der er nogen andre, der synes Vallys er dygtig udover os, så kan jeg virkelig godt forstå det, siger Brøndbys cheftræner til avisen.
Nicolai Vallys skrev i sommeren 2022 under på en fire-årig aftale med Brøndby, så han er kontraktlig bundet til klubben frem til 2026.
Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen håber dog på at kunne holde på Nicolai Vallys langt ude i fremtiden, for i et interview med Ekstra Bladet har han tidligere udtalt følgende:
– På et tidspunkt vil Nicolai Vallys selvfølgelig ikke være i Brøndby mere. Enten udløber kontrakten, han bliver solgt eller stopper karrieren. For min skyld kan han godt spille her resten af sin karriere. Vi vil meget gerne beholde ham.
Du kan læse mere om den historie her.