Daniel Wass fortæller, at mange Brøndby-spillere – inklusiv ham selv – gjorde en stor indsats for at få Patrick Pentz til at skrive under på en permanent aftale med klubben.
Patrick Pentz skrev tidligere på måneden under på en fire-årig aftale med Brøndby efter en flot sæson på lån fra Bayer Leverkusen.
Den østrigske keepers permanente skifte til Vestegnen har skabt stor begejstring blandt Brøndbys fans, men også blandt spillerne.
Læs også: Ingen frikøbsklausul: Pentz afstod mulig smutvej trods stort EM
Det fortæller Daniel Wass i et interview med Bold.
– Jeg tror, det betyder noget for alle sammen, siger midtbanegeneralen og fortsætter:
– Os, fans og klubben. Han er en kæmpe personlighed og har virkelig taget Brøndby med storm. Jeg synes også, at han fik bevist i sidste sæson, hvilken målmand han er.
Læs også: Brøndby var ved at opgive Patrick Pentz: Men så tog det fart
Daniel Wass udtaler videre, at han og flere andre spillere derfor også har presset lidt på i forhold til at få lejesvenden til at gøre sit skifte permanent.
– Der er mange inklusiv mig, der har presset lidt på for, at Patrick skulle blive, og da jeg læste nyheden, var jeg rigtig glad, siger midtbaneprofilen til fodboldmediet.
Mens Daniel Wass og de øvrige Brøndbyspillere er vendt tilbage til træningen i Brøndby, er Patrick Pentz med Østrig til EM, hvor han er nationens førstekeeper.