Frederik Birk bliver den nye chef på Vestegnen, melder Bold søndag aften.
Brøndby fyrede Jesper Sørensen fra jobbet som cheftræner i december sidste år, og man indsatte straks assistenttræner Frederik Birk i cheftrænerstolen i årets sidste kamp mod AGF.
Det klarede han storartet, da en 4-2-sejr sendte Brøndby videre i pokalturneringen.
Læs også: Medie: Frederik Birk ligner ny Brøndby-træner
Tiltroen til assistenttræneren er tilsyneladende så stor, at man har besluttet at forfremme ham til cheftræner for resten af sæsonen.
Det oplyser Bold søndag aften.
Ifølge mediets oplysninger er det en beslutning, som Brøndbys næstformand Scott McLachlan har truffet, da Brøndbys nyligt ansatte fodbolddirektør Benjamin Schmedes kun lige har sat sig i den varme stol på Vestegnen.
Frederik Birk får dermed foråret til at bevise, at han også er manden, der skal stå i spidsen for Brøndby på længere sigt.
Han bliver ifølge Bold målt ud for følgende målsætninger i foråret: Kom i pokalfinalen, vind den og slut i top 3 i Superligaen.
Men hvis det glipper, vil Brøndbys nye fodbolddirektør måske hente en mand ude fra. Her har et navn floreret i pressen – nemlig Düsseldorfs Daniel Thioune, som tidligere har haft et tæt samarbejde med Benjamin Schmedes.
Brøndby har endnu ikke offentliggjort, at Frederik Birk forfremmes permament.
Læs også: Benjamin Schmedes snød Brøndby for hollandsk midtbanespiller