Patrick Pentz’ optræden ved EM-slutrunden i Tyskland sender et millionbeløb i Brøndbys retning, skriver TV3 Sport.
Patrick Pentz har i den seneste måneds tid stået tilgængelig for det østrigske landshold i forbindelse med EM-slutrunden i Tyskland.
Brøndby-keeperen fik en stor rolle som nationens førstekeeper, og han spillede derfor samtlige minutter i slutrunden, der for Østrigs vedkommende sluttede for få dage siden med et 1/8-finale-nederlag til Tyrkiet.
Læs også: Mange Brøndby-spillere pressede på for permanent Pentz-skifte
UEFA har afsat godt én milliard kroner i kompensation til de klubber, der afgiver spillere i forbindelse med EM-slutrunden, og derfor modtager Brøndby betaling for Patrick Pentz’ arbejde for det østrigske landshold.
Det skriver TV3 Sport.
Hver klub modtager ifølge mediet en kompensation på mellem 25.000-75.000 kroner per spiller per dag. Kompensationen starter fra 10 dage før den første kampe og til og med dagen efter den sidste kamp.
Læs også: West Ham med Frendrup-bud: Brøndby får lille bid af transferkagen
TV3 Sport beretter videre, at Brøndby kommer til at få i omegnen af 1,4 millioner kroner i EM-bonus for Patrick Pentz, som var med det østrigske landshold i 28 dage.
Det er underordnet, om spilleren kommer på banen, men det gjorde Patrick Pentz som bekendt med fuld spilletid i alle kampe.
Patrick Pentz var i sidste sæson udlejet til Brøndby fra Bayer Leverkusen, men kort før EM-slutrunden lykkedes det Carsten V. Jensen at hente østrigeren på en permanent aftale frem til sommeren 2028.