Lyngby overvejer ifølge FotbolDirekt at overhale Elfsborg indenom og snuppe Simon Hedlund, som kan være på vej væk fra Brøndby.
Simon Hedlund har fortsat to år tilbage af sin aftale med Brøndby, og det er ikke mere end et halvt års tid siden, at han forlængede aftalen på Vestegnen.
Men denne sommer har der været stærke rygter om, at han kan på vej videre i karrieren, efter Aftonbladet rapporterede, at han var i fremskreden dialog med Elfsborg.
Læs mere her: Medie: Simon Hedlund skifter klub i de kommende dage
Nu kan der komme et twist til den transfersaga, for ifølge svenske FotbolDirekt overvejer Superliga-klubben Lyngby at lave et hijack af Elfsborgs mulige handel med Hedlund.
bold.dk har været i dialog med Lyngbys cheftræner Freyr Alexandersson, som bekræfter, at Simon Hedlund er et navn, man har haft på blokken.
– Simon Hedlund er helt klart en spiller, som vi har haft øje på. Jeg synes, han er en rigtig dygtig spiller. Han har jo en forbindelse til Mikkel Beckmann (Lyngby assistenttræner red.), da de spillede sammen i Elfsborg, siger han til mediet.
Der er dog ikke nogen aktiv dialog mellem parterne.
– Lige nu er der ikke noget mellem Lyngby Boldklub og Simon Hedlund eller Lyngby Boldklub og Brøndby, slår han fast, inden han tilføjer:
– Jeg kan dog være ærlig og sige, at han er en meget interessant spiller.
Læs også: Hedlund: Vallys er Superligaens bedste spiller
Freyr Alexandersson fortæller videre, at man for nu er gået videre med andre emner, men at man aldrig ved, hvad der sker senere i transfervinduet.
Det menes, at Simon Hedlund er meget glad for livet i København og Danmark, men Elfsborg fører fortsat kampen om den 30-årige svenskers underskrift.
Læs også: Trods tårevædet ‘afsked’ med Sydsiden: Hedlund skifter ikke fra Brøndby for enhver pris