Den tidligere Brøndby-cheftræner Niels Frederiksen har angiveligt været i dialog med OB om cheftrænerjobbet. Det erfarer B.T. Hovedpersonen afviser at kommentere på avisens oplysninger.
Niels Frederiksen har været uden job, siden han forlod Brøndby mod slutningen af sidste år efter en længere periode med ustabile resultater.
Efter mere end 10 måneders pause fra fodbolden kan han være på vej retur i møllen, for ifølge B.T.’s oplysninger har han været i kontakt med OB, der igennem længere tid har været meget skidt kørende.
Mediet erfarer, at Niels Fredriksen og OB har været i konkret dialog om trænersædet i klubben, som i øjeblikket besiddes af Andreas Alm.
Den svenske cheftræner er dog angiveligt på nippet til at blive fyret, og derfor sonderer OB terrænet efter hans afløser, og de er angivelig faldet pladask for den tidligere Brøndby-mestertræner.
Læs også: Medie: Niels Frederiksen og Martin Retov var i spil til samme cheftrænerjob
Niels Frederiksen afviser fuldkomment at kommentere på, om han har været i dialog med OB om at blive cheftræner.
– Generelt har jeg et princip om, at jeg i respekt for alle aldrig nogensinde udtaler mig om rygter og spekulationer omkring min jobmæssige situation. Og jeg vil sige det samme her – jeg har overhovedet ingen kommentarer til det, og jeg kan hverken be- eller afkræfte noget som helst.
Niels Frederiksen, der i øvrigt er fynbo, nåede tre og et halvt år på Vestegnen, hvor sæsonen 2020/2021 står tilbage som det absolutte højdepunkt, for her vandt de blå/gule det danske mesterskab ledet af ‘Niller’.
Læs også: Niels Frederiksen om transferstrategi i Brøndby: Havde ikke godt nok kendskab til nogle af spillerne