Patrick Pentz-lejren har ikke travlt med at få fremtiden på plads, erfarer B.T.
Patrick Pentz har været en stor profil for Brøndby, siden han i sommer skiftede på en lejeaftale fra den tyske klub, Bayer Leverkusen.
Den østrigske keeper startede sit Brøndby-eventyr ud med at redde et straffespark i det 95. minut mod Vejle – og siden da har han ikke set sig tilbage.
Læs også: Pentz vild med Brøndby: Vil gerne blive
Derfor viser Brøndby interesse i at hente den østrigske keeper permanent, og selvom Brøndbys fans desperat synger four more years mod lejesvenden, skal de formentlig væbne sig med meget tålmodighed.
B.T. beretter nemlig i podcasten Transfervinduet, at Patrick Pentz-lejren ikke har travlt med at træffe en beslutning om fremtiden.
Østrigerens agent ved nemlig, at han har en vare i høj kurs.
Læs også: ‘Four more years’: Brøndbyfans vil have mere Pentz
I podcasten forlyder det også, at Brøndby endnu ikke har lagt et tilbud foran Patrick Pentz, men de beretter, at der er en frikøbsklausul i aftalen, som man kan aktivere.
Men til syvende og sidst er det Patrick Pentz’ beslutning, og der er allerede kommet andre bejlere på banen i form af Southampton, Celtic og PSV.
Det var Football Insider, der tidligere på ugen berettede om de tre klubbers interesse i østrigeren, så Patrick Pentz ønsker naturligvis at holde sine muligheder åbne, og det kan betyde, at Brøndby bliver holdt hen til langt ud på sommeren.
Læs også: Bayer Leverkusens målmandsteam er fyldt: Pentz med kurs mod et klubskifte