Mateusz Kowalczyk nærmer sig angiveligt et permanent skifte til GKS Katowice.
Mateusz Kowalczyks Brøndby-eventyr synes slut, før det egentlig begyndte.
Den 20-årige midtbanespiller kom til Brøndby i sommeren 2023 fra LKS Lodz, men efter en sæson uden meget spilletid, blev han sendt retur til polsk fodbold på en lejeaftale.
Det var GKS Katowice, der landede ham på en aftale for hele indeværende sæson, og de fik forhandlet en købsoption ind i aftalen.
Den købsoption ser de ud til at aktivere.
Det er Tipsbladet, der erfarer, at GKS Katowice er klar til at købe den polske midtbanespiller fri af kontrakten med Brøndby, hvis de overlever i den bedste polske række.
Det ser i skrivende stund ud til at ske, da de er otte point fra stregen.
Det danske medie beretter, at købsoptionen lyder på 7,5 millioner kroner, og han vil derfor blive det klart største køb nogensinde i den lille polske klub.
Klubben forventer at kunne sælge den lovende polak for mere i fremtiden, og derfor ligner det en no-brainer at aktivere optionen i løbet af de kommende måneder.
Mateusz Kowalczyk udtalte også tidligere på året, at han har svært ved at se sig selv vende retur til Brøndby, hvor han aldrig fik chancen.
– Det er svært for mig at tænke på at vende retur, men jeg er ejet af dem, så vi må se, hvad planerne er for mig. Jeg ved, at der er en ny træner og sportsdirektør i Brøndby, men jeg har ikke hørt fra dem, udtalte han i januar til polske TVP Sport.
Læs også: Kowalczyk: Ingen dialog med Brøndby – Svært ved at se retur for mig