Store klubber har fundet vej til MCH Arena, hvor FC Midtjylland og Brøndby senere søndag aften indtager grønsværen.
I de seneste kampe har prominente klubber været repræsenteret til Brøndbys kampe, og klubber som Manchester City, Liverpool og Tottenham overværede blandt andet Brøndbys sejr over FC Midtjylland for et par uger siden.
Dengang kunne de store europæiske klubber overvære Suzuki’en i overhalingsbanen, for Brøndbys japanske offensivspiller brændte banen af og scorede to gange i 2-1-sejren over Thomas Thomasbergs tropper.
Læs også: Kæmpe klubber overværede Suzuki’en i overhalingsbanen
Til søndagens brag på MCH Arena mellem FC Midtjylland og Brøndby IF er der også fyldt op med repræsentanter fra nogle af verdens største klubber, kan Tipsbladet afsløre.
Mediet beretter fra Herning, at de tyske Champions League-semifinalister fra Bayern München er på plads for at kigge nærmere på, hvad FC Midtjylland- og Brøndbys spillere har at byde på.
Tottenham er i øvrigt også til stede, hvilket de altså også var det i Brøndby den 21. april.
Ud over de to storklubber er en række andre prominente klubber fra blandt andet Tyskland, Italien og Holland også på plads, skriver mediet.
Yuito i kikkerten?
Brøndbys japanske offensivspiller Yuito Suzuzki er efter alt at dømme en spiller, som de europæiske klubber kigger på.
Den 22-årige japaner har leveret syv mål og fire assists i forårets ti kampe, og derfor begynder flere klubber at røre på sig.
Bold har blandt andet afsløret, at Stuttgart, Hoffenheim og Wolfsburg har ham på blokken.