En pokaltriumf giver Brøndby større muligheder for at ramme et europæisk gruppespil, end en sølvmedalje i Superligaen gør.
Det er ikke ”bare” en pokalsemifinale, der spilles onsdag. Det er en kamp om en finale på hjemmebane. En potentiel titel.
Men det er også en semifinale, der er med til at definere Brøndbys chancer for at spille europæisk gruppespil i næste sæson.
Læs også: Eksperter stiller spørgsmålstegn ved Birk-valg: Hvorfor går de ikke mere efter det?
Bold pointerer vigtigheden af kampen og skriver, at den danske pokalvinder træder ind i anden kvalifikationsrunde af Europa League, mens man får en chance i Conference Leagues tredje runde, hvis det kikser.
Med andre ord: Som dansk pokalvinder skal Brøndby vinde over mindst to klubber for at komme i et europæisk gruppespil, mens man i teorien har et sikkerhedsnet og kan ”tåle” at tabe én kamp.
Europa League-gruppespil kræver dog tre samlede sejre.
Som dansk sølvvinder i Superligaen får Brøndby slet ikke muligheden for at spille i Europa League.
Her vil Brøndby nemlig træde ind i anden runde af Conference League, hvor de skal spille tre kvalifikationsrunder for at nå et gruppespil i den tredjestørste europæiske turnering.
I dette scenarie er der intet sikkerhedsnet. Taber du, brister Europa-drømmen.
Brøndbys cheftræner Frederik Birk har da også bedyret, at pokalturneringen har tårnhøj prioritet for ham – dog ikke på grund af det europæiske regnestykke.
– Jeg har i højere grad tænkt på muligheden for at vinde en titel og så det, at vi kan spille finalen på vores eget stadion, siger han ifølge Bold.
Brøndbys pokalsemifinale mod Silkeborg afvikles onsdag aften kl. 18.30. Der er returopgøret ugen efter.
Læs også: Brøndby-boost før pokalsemifinale: Alle mand næsten klar