I et forsøg på at genrejse karrieren skifter Jesper Lindstrøm nu væk fra Napoli. Ifølge Fabrizio Romano er det et spørgsmål om tid, før hans skifte til Everton er endeligt på plads.
Jesper Lindstrøms italienske mareridt i Napoli er meget snart ovre.
Den tidligere Brøndby-spiller har været rygtet væk fra den syditalienske klub det meste af sommeren, hvor især de franske klubber Marseille og Lyon har bejlet til ham.
Læs også: Napoli står til stort tab på Lindstrøm: Nærmer sig skifte til Olympique Lyon
Det bliver dog Everton, der løber med hans underskrift.
Den italienske transferjournalist Fabrizio Romano meddeler på sine sociale medier, at den engelske klub er detaljer fra at lande den danske offensivspiller.
Der er i første omgang tale om en lejeaftale, som Everton betaler 22 millioner kroner for, og hvis de vil købe ham fri til sommer, er muligheden der.
Læs også: Skifte tæt på: Napoli accepterer – Lindstrøm forhandler om personlige detaljer
I lejeaftalen er der nemlig indbygget en købsoption på yderligere 165 millioner kroner, skriver Fabrizio Romano videre.
Det var sidste sommer, at Jesper Lindstrøm skiftede til Napoli efter et par succesfulde sæsoner i Eintracht Frankfurt, og selvom syditalienerne betalte hele 220 millioner kroner for ham, blev han aldrig en succes i lyseblåt.
Fra den kommende sæson bliver det en mere mørkeblå trøje, han trækker i, når han skal forsøge at hjælpe Everton op i tabellen efter sidste sæsons 15. plads.
Læs også: ‘Takkede ja til for lave bud’: Brøndby fik dog over 100 mio. kroner for Lindstrøm