Josip Radosevic’ skifte til NK Istra er nu på plads.
Josip Radosevic er fortid i Brøndby.
Efter en uges tid med spekulationer om et kroatisk skifte er det nu faldet på plads. Den 30-årige midtbanespiller skifter til NK Istra i hjemlandet.
Det offentliggør Brøndby torsdag aften.
– Josip Radosevic vil altid have en særlig plads i Brøndby IF’s historie som den udenlandske spiller med flest kampe for klubben. Han vil blive husket for sit hårde arbejde, loyalitet og dedikation, og hans altid upåklagelige arbejde for sine holdkammerater og for klubben, siger fodbolddirektør Benjamin Schmedes.
Kroaten nåede syv og et halvt år i Brøndby, og han kalder det en ære at repræsentere de gule og blå fra Vestegnen.
– Det har været en ære for mig at repræsentere Brøndby IF i så mange år og at være den udlænding med flest kampe i klubbens historie, og jeg føler mig privilegeret over at have været en del af så dygtig en gruppe af spillere og trænere gennem de sidste mange år.
Josip Radosevic nåede 226 kampe for Brøndby.
Læs også: Medie: Radosevic skriver 2,5 år i NK Istra – Sluger markant lønnedgang