Både Brøndby og AaB bekræfter, at Menno van Dam rykker fra Vestegnen til Nordjylland.
Menno van Dam er fortid i Brøndby Masterclass.
Den 40-årige hollænder er nemlig blevet præsenteret som ny cheftræner for AaB.
Læs også: Jesper Sørensen: Jeg er fuldstændig tom
Superliga-oprykkerne har langet en fire-årig aftale over bordet, som er blevet signet af den nu forhenværende Brøndby-træner.
Menno van Dam har været i Brøndby siden 2022, hvor han har opnået flotte resultater med både U/17 og U/19-mandskabet – blandt andet vandt han The Double med førstnævnte.
Inden Brøndby var han i hollandsk fodbold i en længere periode, hvor han havde forskellige trænerroller i ungdomssektoren hos SC Heerenveen og FC Gronningen.
Menno van Dam glæder sig over sit nye kapitel i AaB, men det har alligevel været hårdt at tage afsked med Vestegnsklubben.
– Jeg er utrolig taknemmelig for min tid her i Brøndby IF og det fantastiske fællesskab, der er i klubben. Jeg har nydt at møde ind hver dag til dygtige talenter og ambitiøse kollegaer i klubben, der alle brænder for Brøndby IF, ligesom jeg selv gør. Og så har det været en fornøjelse at få lov til at udvikle nogle af fremtidens Brøndby-spillere i et så stærkt setup, som vi har her i Brøndby Masterclass, siger han til Brøndbys hjemmeside.