Yousef Salech er fortid i Brøndby. Den 22-årige angriber er blevet solgt til den svenske klub, IK Sirius.
Yousef Salechs seks minutter på hjemmebane mod Lyngby den 13. august sidste år skulle vise sig at blive de sidste i denne omgang i den gule Brøndby-trøje.
Brøndby oplyser nemlig, at man har solgt den danske angriber til den svenske klub, IK Sirius, der køber ham med øjeblikkelig virkning.
De seneste måneder har Yousef Salech tilbragt i Brøndbys søsterklub, SK Beveren, men da han primært blev brugt som indskifter, har man valgt en anden løsning for ham.
– I SK Beveren har Yousef fået spilletid i 19 kampe, dog hovedsagligt som indskifter, og trods en god start med et mål i sin første kamp for dem dernede, så har han har haft svært ved at finde fast spilletid. Derfor giver muligheden i svenske IK Sirius rigtig god mening for Yousef, og vi ønsker alle Yousef alt det bedste, siger Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen om skiftet.
Yousef Salech rykker med øjeblikkelig til den svenske klub, der har udstyret ham med en aftale frem til udgangen af 2028.