Carsten V. Jensen vil holde på både Nicolai Vallys og Mathias Kvistgaarden, og Brøndbys fodbolddirektør hævder, at man har bestyrelsens opbakning til at holde på de to profiler.
Brøndby går ved årsskiftet ind til et transfervindue, der kan være stærkt definerende for, om Jesper Sørensen og co. kan spille med om guldet i Superligaen til foråret 2024.
Profilerne Nicolai Vallys og især Mathias Kvistgaarden er to, der potentielt kan vælte korthuset ved deres fravær, men der er ingen intention om at slippe nogle af de to stjernespillere, der ellers er oplagte salgsemner.
Læs også: Avis: Lonwijk interesseret i Brøndby-skifte
Netop muligheden for at kæmpe med om mesterskabet er også en af de åbenlyse grunde til, at man ikke øjner et stort salg i januar, fastslår Carsten V. Jensen i et interview med Tipsbladet.
– Det erklærede mål er at kæmpe med om mesterskab så langt, som vi kan, og gerne gå hele vejen. Så er det ikke så smart i den sammenhæng at sende sine bedste spillere afsted og sætte nogle penge i banken, siger han til mediet.
Brøndbys fodbolddirektør erkender, at man også skal være ansvarlige i forhold til at drive virksomhed, og derfor kan buddene være så store, at man ikke kan tillade sig andet end at trykke på salgsknappen.
Læs også: Klaiber: Kunne ikke være havnet et bedre sted end Brøndby IF
Men det er ikke den tilgang, man går ind til januars transfervindue med. Og der er fuld opbakning fra bestyrelsen til at afvise store bud på profilerne, fortæller CV videre.
– Bliver du blæst omkuld af et eller andet, er du nødt til at tage det op og diskutere. Men det er ikke forventningen overhovedet eller tilgangen, og det er også med opbakning fra bestyrelsen, at vi holder sammen på det hold her og tror på yderligere udvikling henover vinteren, og så ser vi, hvor langt vi kan bringe det i foråret.
Mathias Kvistgaardens navn figurerer lystigt på rygtebørsen, hvor han flere gange har været kædet sammen med et skifte til skotske Celtic.
Den 21-årige skarpretter er dog senest sat i forbindelse med den tyske traditionsklub, Schalke 04, men hovedpersonen har selv udtalt i et tidligere interview med Ekstra Bladet, at han forventer at blive på den københavnske Vestegn resten af sæsonen.
– Jeg ved, at der kommer et transfervindue til januar, og jeg regner med også at være i Brøndby, når det vindue er lukket. Jeg nyder hvert sekund i Brøndby-trøjen.
Mathias Kvistgaarden har kontraktudløb i sommeren 2027, mens Nicolai Vallys’ aftale udløber et år tidligere.