Schalke 04 har ikke en realistisk chance for at hente Mathias Kvistgaarden i Brøndby, skriver den tyske avis, Der Westen.
Schalke 04 blev for nyligt kædet sammen med Mathias Kvistgaarden, som den tyske traditionsklub skulle forsøge at lokke til klubben i løbet af det kommende transfervindue.
Ifølge Der Westen er det dog yderst usandsynligt, at Schalke 04 kommer til at købe den unge angriber fri af kontrakten med Brøndby.
Læs også: Celtic ligger på lur: Men Brøndby vil have kassen for Kvistgaarden
Ifølge mediets oplysninger har den tyske 2. Bundesliga-klub ikke råd til Mathias Kvistgaarden. Pengekassen tillader ikke, at klubben bruger på den gode side af 50 millioner kroner på en ny spiller, skriver mediet.
Selv hvis Schalke 04 skulle få held med at sælge nogle spillere i januar, vil klubben ikke kunne gå ud og bruge så mange millioner kroner på en enkelt spiller, lyder det videre fra mediet.
Brøndby vil heller ikke lade Mathias Kvistgaarden gå for småpenge, og der har tidligere floreret rygter om, at det kræver i niveauet 60-70 millioner kroner at lokke de blå/gule til et salg.
Læs også: Kvistgaarden skuffet over sig selv: Det er usportsligt
Carsten V. Jensen udtalte da også for nyligt i et interview med Tipsbladet, at man går efter at holde på sine profiler i det kommende transfervindue:
– Bliver du blæst omkuld af et eller andet, er du nødt til at tage det op og diskutere. Men det er ikke forventningen overhovedet eller tilgangen, og det er også med opbakning fra bestyrelsen, at vi holder sammen på det hold her og tror på yderligere udvikling henover vinteren, og så ser vi, hvor langt vi kan bringe det i foråret.
Mathias Kvistgaarden står i indeværende sæson noteret for fem mål og fem assists i Superligaen samt to mål i pokalturneringen.
Læs også: Mathias Kvistgaarden forventer også at være i Brøndby efter januars transfervindue