Brøndbys keeper Patrick Pentz fortæller, at der er en spirrende optimisme i truppen inden den sidste halvdel af sæsonen.
Brøndby er med helt fremme, hvor det er sjovt i denne sæson, for Jesper Sørensens tropper er blot to point fra FC Midtjylland på førstepladsen.
Om lidt over en måned åbner Brøndby forårssæsonen med et brag mod netop midtjyderne, og her får de blå/gule en gylden mulighed for at iføre sig den gule førertrøje.
Læs også: CV: Intet afgjort med Patrick Pentz
Patrick Pentz, der har været stærkt spillende i Brøndby-buret, kigger ikke meget på tabellen nu, men han erkender, at det kan man komme til, som sæsonen skrider frem:
– Vi skal fortsætte med at præstere, ligesom vi gjorde i efterårssæsonen. Vi har ikke rigtigt været fokuseret på tabellen – det gør du nok først til allersidst på sæsonen. Mens sæsonen er undervejs, bruger vi ikke så meget energi på den. Det handler om at tage en kamp ad gangen, og så er tabellen ikke så vigtig, siger østrigeren til klubbens hjemmeside.
Selvom Patrick Pentz ikke skuer meget til Superliga-tabellen for nuværende, forsikrer han, at der er en stor tro på tingene i Brøndby-truppen.
Læs også: Patrick Pentz: Jeg har aldrig oplevet noget lignende
En tro på, at man kan opnå noget stort i denne sæson:
– Jeg tror på, at vi kan opnå noget stort, og sådan er fornemmelsen i hele truppen. Kemien på holdet er virkelig god og når vi spiller vores bedste fodbold, kan de færreste følge med, fortæller han videre.
Patrick Pentz skiftede til Brøndby i sommer fra Bayer Leverkusen. Den østrigske landsholdsreserve er på kontrakt i klubben frem til sommer, hvor hans lejeaftale løber til.