Brøndbys Patrick Pentz er overvældet over den start, han har fået i klubben, og han kunne godt se sig selv på Vestegnen i længere tid. Det er lidt som en drøm her, siger den østrigske keeper.
Efter en opslidende keeperjagt valgte Brøndby i sommerens transfervindue at slå kløerne i den 26-årige Patrick Pentz, som skiftede på en ét-årig lejekontrakt fra den tyske 1. Bundesliga-klub, Bayer Leverkusen.
Brøndby sikrede sig ikke en købsoption på Bayer Leverkusen-reserven, men hvis parterne ønsker at gøre opholdet permanent, må Carsten V. Jensen til forhandlingsbordet med den tyske klub.
Og det er bestemt ikke afskrevet, at Patrick Pentz er i Brøndby længere end til sommeren. Det afslører han selv i et interview med Kicker, da han bliver spurgt til, om det er en mulighed at blive i Brøndby.
– Det er det i hvert fald. Intet er udelukket, men vi har aftalt at mødes i slutningen af sæsonen. Nu er vi midt i det hele, og så må vi se, hvordan sæsonen forløber, siger han og tilføjer.
– Det handler om at præstere, have succes med holdet, og så kan man snakke om det senere, men det er bestemt en drøm at være her, fortsætter Patrick Pentz.
Læs også: Bild: Brøndby har ingen købsoption på Patrick Pentz
Det er især fællesskabet i Brøndby, som Patrick Pentz mærker og nyder. Det forklarer han videre i interviewet.
– Man mærker bare, at fans, medarbejdere og spillere alle brænder for klubben og investerer meget i den. Deres slogan er ingen er over fællesskabet, og på ydersiden af stadion står der: Aldrig alene. Det kan man også mærke, siger han og fortsætter:
– Man bliver med det samme taget godt imod, og alle gør alt for, at man med det samme føler sig godt tilpas og kan præstere på fodboldbanen. Det overraskede mig virkelig.
Læs også: Done deal: Brøndbys nye keeper er på plads
I interviewet med Kicker nævner Patrick Pentz også, at man som udenlandsk spiller føler sig meget inkluderet, fordi samtalerne foregår på engelsk.
– Der er ingen sprogbarriere. Det er helt anderledes end i Italien, Spanien eller Frankrig. Dengang i Reims talte kun meget få spillere engelsk. Her foregår møderne og instrukserne på engelsk, siger han og råder østrigske klubber til at være ligeså internationale som Brøndby for at hjælpe udenlandske spillere med at falde til.
– For det hjælper enormt. Det gør det hele meget nemmere, tilføjer han.
Patrick Pentz sad på bænken i den første kamp efter sit skifte, men har siden været fast mand mellem stængerne for Brøndby.
Hans hidtidige højdepunkt var den 28. august i Nørreskoven mod Vejle, hvor han reddede et straffespark i det 95. minut.
Læs også: Bundesliga-redaktør om Pentz-lån: På mange måder en win-win-situation