Viaplays fodboldekspert Peter Sørensen er ikke enig i den kritik, som hans kollega Kenneth Emil Petersen har rettet mod Brøndby.
”Brøndby ligner et hold, der er bange for at blive dansk mester”
Sådan sagde Viaplays fodboldekspert Kenneth Emil Petersen for en lille uge siden i mandagsprogrammet Offside.
Læs også: Sean Klaiber: Massivt resultat
Søndag aften fik Brøndby så tre point i topkampen mod FC Midtjylland, men fodboldeksperten falder ikke ned af stolen af begejstring for Jesper Sørensens tropper.
– Det er lige ved, jeg får ret i det igen. For jeg synes, de gør det igen. De bliver for passive. De prøver at forsvare, og det er mere held end dygtighed, at den ikke bliver 2-2, mener Kenneth Emil Petersen, da han vurderer kampen kort efter slutfløjt.
– Der er så mange lige ved og næsten situationer for FC Midtjylland. Hvis vi koger det ned, så er det effektiviteten, der er til forskel. Det er tæt på to ikke-chancer, Brøndby udnytter. Det siger lidt om den individuelle kvalitet, de har fået ind med en spiller som Suzuki, forklarer han.
Læs også: Brøndby tænder de røde lamper: Udsolgt til topkamp – Undtagen FCM’s udebaneafsnit
Kenneth Emil Petersens kollega Peter Sørensen køber dog ikke kritikken, for ifølge den tidligere Superliga-cheftræner skal man bringe nuancer ind i debatten – blandt andet det faktum, at Brøndby mangler flere profilerede navne.
– Jeg ser to gode hold, hvor FC Midtjylland lukrerer lidt på den bredde, de har på bænken. Her er Brøndby decimeret på grund af sygdom og skader. Det er med til at svække Brøndby i løbet af anden halvleg, mener han.
Peter Sørensen giver videre udtryk for, at han ikke køber Kenneth Emil Petersens udlægning om, at Brøndby ser svækket ud i mesterskabsspillet.
De rå fakta tegner også et andet billede.
– De har jo alligevel taget ét point på FC Midtjylland (inden søndagens kamp red.) samt fire på FC København. I dag (søndag red.) lægger de så tre til, så de har fået otte point, mens FC Midtjylland og FC København har fået fire point, argumenterer Peter Sørensen.
Læs også: I gavehumør: Yuito Suzuki overrasket af Brøndbyfans efter træning
Kenneth Emil Petersen lader dog ikke Peter Sørensens modsvar stå hen. Ifølge fodboldeksperten, som flere Brøndbyfans har et tvivlsomt forhold til, må man også kigge på de modstandere, Brøndby har stået over for.
– Det kommer jo også an på, hvem man møder… Brøndby mod Silkeborg, der ikke har vundet i 100 år. Det skal være tre point. I Aarhus møder de et hold, hvor AGF har en start 11, hvor man tænker: ”Hvem er det”, og de har en offensivspiller som wingback…, siger han uden at lægge skjul på sin mening om Brøndbys seneste par kampe.
Realiteten er dog, at Brøndby fører Superligaen med tre point ned til FC Midtjylland og seks point ned til FC København.
Læs også: Intet er som det plejer: Silkeborg giver udebaneafsnittet til Brøndbyfans