Brøndbys midtbanegeneral Daniel Wass savnede kynisme fra sine holdkammerater, når Legia Warszawa bragede afsted i deres mange kontraer.
Brøndby var på vej mod en sejr på hjemmebane i Conference League-kvalifikationen mod Legia Warszawa, men pludselig blev det hele vendt på hovedet.
De polske gæster snuppede en sejr på 3-2, hvilket skabte dybe panderynker hos Jesper Sørensen, der erklærede sig enormt skuffet og ærgerlig over nederlaget.
Læs også: Niels Frederiksen før Europa-brag: Legia forventer at slå Brøndby ud
Daniel Wass var også ærgerlig i minutterne efter opgøret, da han snakkede med Viaplay, hvor han især adresserede ét stort problem i kampen.
– Vi mangler bare at lave nogle professionelle frispark. Det kan man se, at de gør, og det skal vi også gøre, siger han og tilføjer:
– Vi skal bare trække et gult kort eller to, så får de ikke de kontra der. Det er bare sådan, det er, sagde han efter opgøret.
Netop Daniel Wass stoppede en polsk kontra, da han hev i nødbremsen i det 65. minut efter et af flere boldtab fra Noah Nartey.
Den 18-årige midtbanespiller havde en hård dag på kontoret, hvor han var direkte impliceret i Legia Warszawas scoring til 2-2, men Daniel Wass havde kun støtte til sin unge holdkammerat.
– Han skal bare videre, konstaterede han.
Læs også: Tre af Premier Leagues største klubber scouter til Europa-brag i Brøndby