Tochi Chukwuani bliver kraftigt kædet sammen med et skifte til Brøndby. Kilder uafhængigt af hinanden fortæller til B.T, at der er kontakt mellem parterne, og at der måske er en aftale om et skifte på en fri transfer efter sæsonen.
B.T. smed en lille transferbombe for en uge siden, da de i deres transferpodcast Transfervinduet afslørede, at Brøndby var meget tæt på at have en ny midtbanespiller på plads, hvilket du kan læse mere om her.
Avisens transferjournalister var ikke på sporet af et navn, men kunne afsløre, at Brøndby allerede i sommer havde været ude efter denne unavngivne midtbanemand.
broendbyforfan,dk udgav efterfølgende en artikel om mulige emner, hvori Lyngby BK’s Tochi Chukwuanis navn figurerede. Et oplagt bud, fordi Brøndby i sommer var særdeles interesseret i ham.
Nu viser det sig, at den danske midtbanespiller stadig er et hot emne på Vestegnen, for B.T. melder i seneste afsnit af deres transferpodcast, at der er kontakt mellem parterne.
Det erfarer de fra kilder uafhængigt af hinanden.
Læs også: Patrick Pentz: Jeg har aldrig oplevet noget lignende
Podcastens vært Lasse Vøge slår fast, at det er et rygte, der stadig skal holdes i strakt arm, men der er flere indikationer på, at Tochi Chukwuani er på vej til Brøndby.
På rygtebørsen forlyder det endda, at Brøndby allerede kan have indgået en mundtlig aftale med Lyngby-profilen.
En handel, der i så fald kan offentliggøres i januar for så at træde i kraft efter sæsonen, når hans kontrakt med Lyngby udløber.
Den 20-årige midtbanespiller har igennem længere tid været en stor profil for de Kongeblå, som også ihærdigt har forsøgt at forlænge hans aftale, men det har spilleren tilsyneladende ikke ønsket.
Læs også: Kvistgaarden afslører: Celtic var på banen – Det er en interessant klub
Afviste Brøndby i sommer
Allerede i sommerens transfervindue florerede der stærke rygter om, at Tochi Chukwuani var på vej til Brøndby, og B.T. kunne også dengang berette om en meget varm forbindelse.
Brøndby havde nemlig fået accepteret et bud på den unge midtbanespiller, som også var ude at kigge på Vestegnen, inden han besluttede at afvise kontrakttilbuddet.
Brøndbys interesse er dog ikke stilnet siden da, og nu kan Carsten V. Jensen ende med at lande Tochi Chukwuani uden at skulle betale en transfersum.
I sommer lød buddet på mere end 10 millioner kroner.
Læs også: Brandvarme Vallys vil blive i Brøndby