Brøndby overvejer at appellere Thomas Mikkelsens karantæne, udtaler Frederik Birk.
Thomas Mikkelsen fik direkte rødt kort efter slutfløjt mod FC København, efter han var involveret i et større tumult efter Brøndbys Derbysejr i Parken.
Brøndbys reservekeeper fór ind på banen for at forsvare sin holdkammerat Patrick Pentz, som var havnet i orkanens øje, efter han havde provokeret FC Københavns fans efter slutfløjt.
Læs også: Patrick Pentz vil ikke undskylde til FCK-fans: Derfor gjorde jeg det
At det skulle ende i et rødt kort, forstod rutinerede Thomas Mikkelsen ikke efter opgøret, da det var ham, der var offer for en skalle fra FC Københavns keeper Diant Ramaj.
Derfor overvejer Brøndby også at appellere kendelsen.
– Jeg vil helst ikke ind i den debat nu, for jeg har ikke set billederne. Men jeg kan konstatere, at den opfattelse, Thomas Mikkelsen har af situationen, er, at det er meget hårdt dømt imod ham, siger Frederik Birk ifølge Bold og tilføjer så:
– Nu vil vi se billederne. Og hvis den er god nok, så er det sådan, den er. Men er det en uretfærdig udvisning, stiller jeg mig foran Thomas Mikkelsen.
På DBU’s hjemmeside fremgår det, at Thomas Mikkelsen har fået to karantænedage.
Brøndbys førstekeeper Patrick Pentz ragede også en karantæne til sig, for den østrigske keeper fik sit andet gule kort for at juble foran Sektion 12 i sekunderne efter slutfløjt.
Han har fået én karantænedag.
Dermed bliver det formentlig Gavin Beavers, der vogter buret fredag mod FC Nordsjælland.
Læs også: Thomas Mikkelsen forstår ikke rødt kort