Daniel Wass bliver i Brøndby efter et eventuelt karrierestop, meddeler de blågule i forbindelse med offentliggørelsen af hans ét-årige forlængelse.
Daniel Wass har onsdag aften forlænget sin aftale med Brøndby, så den løber frem til sommeren 2026.
Den 35-årige midtbanespiller har videre fået en ikke uvæsentlig detalje forhandlet ind i sin nye aftale med de blågule fra Vestegnen.
Læs også: Breaking: Daniel Wass skriver ny kontrakt med Brøndby
Brøndby skriver nemlig, at aftalen indeholder en tilknytning til Brøndby IF’s organisation, som træder i kraft, når Daniel Wass vælger at lægge støvlerne på hylden.
Det præciseres ikke yderligere, men fodbolddirektør Benjamin Schmedes er glad over, at Daniel Wass ønsker at blive på Vestegnen – også efter sin aktive fodboldkarriere.
– Vi glæder os også over, at kontrakten indeholder en aftale i klubben, som træder i kraft, når Daniel vælger at indstille sin aktive fodboldkarriere. Med denne aftale sikrer vi ikke blot en markant profil på holdet, men også en vigtig kulturbærer og leder for fremtiden, fortæller fodbolddirektør Benjamin Schmedes.
Daniel Wass har ikke længe råbt på en ny kontrakt, og for ham er det også meget glædeligt, at han kan blive i sin elskede klub, når han en dag stiller støvlerne på hylden.
– Det betyder også meget for mig, at aftalen giver mig mulighed for at forblive en del af Brøndby IF efter min aktive karriere. Klubben har spillet en stor rolle i min udvikling, og jeg ser frem til at kunne give noget tilbage – både nu og i fremtiden, fortæller Daniel Wass.
Daniel Wass havde oprindeligt kontraktudløb efter indeværende sæson.
Læs også: Jesper Sørensen kigger indad efter Wass-skuffelse