Brøndbys nye fodbolddirektør Benjamin Schmedes trækker den 1. januar i arbejdstøjet, hvor hans første opgave bliver at finde en permanent cheftræner for de blågule.
Brøndby har hentet den 39-årige tysker Benjamin Schmedes ind som klubbens nye fodbolddirektør, efter man tilbage i oktober sagde farvel til Carsten V. Jensen.
Den unge tyske fodbolddirektør får ikke mange dage til at lande i jobbet, før han skal træffe en skelsættende beslutning for den sportslige retning i Brøndby IF.
Brøndby arbejder nemlig på at kunne præsentere en permanent cheftræner, inden spillerne vender retur fra ferie den 8. januar. Den permanente cheftræner har Benjamin Schmedes ansvaret for at udpege.
Ifølge Radio IIII-journalist Nicklas Degn, der har et indgående kendskab til tysk fodbold, hvor Benjamin Schmedes tidligere har huseret for Osnabrück, er der en åbenlys kandidat i Daniel Thioune.
– Jeg siger ikke, at Daniel Thioune bliver Brøndbys nye træner. Han er lige nu på kontrakt i Fortuna Düsseldorf og gør det udmærket der, men det er klart, at hvis han på et tidspunkt er fri, og Brøndby mangler en træner, så ville forbindelsen være der, siger han i et interview med Tipsbladet.
Daniel Thioune og Benjamin Schmedes har tidligere arbejdet sammen med stor succes i Osnabrück, som man sikrede en oprykning til den næstbedste række.
Ifølge Nicklas Degn vil Daniel Thioune passe perfekt ind i Brøndby.
– Han vil helt sikkert kunne stå for noget fodbold, der passer perfekt til det, som Brøndby gerne vil. Det siger noget om, at Benjamin Schmedes har fostret sådan et trænertalent, og hvilken type fodbold han kan lide at spille. Man vil klart kunne kigge i retning af en type som Daniel Thioune i forhold til, hvad Brøndby kunne bruge.
Der er dog det betydelige men, at Daniel Thioune er på kontrakt i Fortuna Düsseldorf helt frem til 2028, så hvis Brøndby vil hente ham i løbet af de kommende dage, skal der en sum penge på bordet.
Den 50-årige tysker har også været cheftræner for Hamburger SV.
Frederik Birk er også i spil til at blive cheftræner for Brøndby på både den korte- og lange bane, men TV2 Sports fodboldekspert Morten Bruun mener, at ansættelsen af Benjamin Schmedes betyder, at man kigger mod en udenlandsk profil til cheftrænerstolen.
– Jeg ville sætte mine penge på, at Brøndby har en udenlandsk cheftræner inden alt for længe, siger han og uddybder:
– Jeg vil anse det for at være overvejende sandsynligt, at Brøndby ansætter en udenlandsk træner, og det kunne så meget vel blive en hollænder eller en tysker, siger han til TV2 Sport.
Brøndby har ikke oplyst, hvor lang kontrakt Benjamin Schmedes har fået i klubben.