Det er ingen hemmelighed, at Riza Durmisi har et anstrengt forhold til Carsten V. Jensen, og han skjuler det ikke.
Carsten V. Jensens stop i Brøndby blev tirsdag eftermiddag offentliggjort, og det var en nyhed, som den tidligere Brøndby-spiller Riza Durmisi tilsyneladende synes om.
I minutterne efter offentliggørelsen af Carsten V. Jensens afsked på Vestegnen var han nemlig ved tasterne med en besked, der ikke er til at tage fejl af.
Læs også: Durmisi: Har ønsket Brøndby-retur flere gange
En tydelig fejring af, at CV ikke længere står i spidsen for Brøndby.
Det er dog heller ingen hemmelig, at Riza Durmisi har haft et anstrengt forhold til Brøndbys nu afgåede fodbolddirektør.
Og vi skal helt tilbage til efteråret 2020 for at finde ud af, hvad mudderkastningen drejer sig om.
Læs også: Durmisi tager til genmæle efter kontroversielt interview: Føler sig groft fejlciteret
CV droppede Riza Durmisi
Brøndby og Riza Durmisi var i oktober 2020 i dialog om et comeback til Vestegnen for venstrebacken, der var meget interesseret i skiftet. Det var i det forlængede transfervindue som følge af coronapandemien.
Riza Durmisi forventede helt frem til transfervinduets sidste dag, at han skulle sætte sin signatur på en aftale med Brøndby, men igennem medierne opdagede han ved frokosttid, at Carsten V. Jensen i stedet havde købt Blás Riveros.
Sådan udlagde en dybt skuffet og frustreret Riza Durmisi i hvert fald teksten i et længere interview med B.T.
– Jeg havde en aftale med klubben, indtil jeg i medierne finder ud, at de har skrevet under med en anden spiller, og det er der, at det knækker for mig, sagde Riza Durmisi, der på Instagram skrev ”BIF” efterfulgt af en tommelfinger, der pegede nedad.
Riza Durmisi var også krads i sin kritik af Carsten V. Jensen.
Selvom venstrebacken ikke nævnte Brøndbys daværende fodbolddirektør ved navns nævnelse, skulle man ikke være et matematisk geni for at regne ud, hvem han hentydede til, da han blandt andet udtalte følgende:
– Der er nogen i ledelsen, der kun ønsker sit eget bedste og ikke tænker på klubben. Der er nogen, der bare kommer til klubben og får ejerfornemmelse.
Han gjorde det også klart, at så længe ”den person” var i Brøndby, ville han ikke komme retur.
– Før jeg kommer tilbage, skal én i ledelsen væk, og det er kun for Brøndbys bedste, at jeg siger det her, lød det.
Var man i tvivl om, at der blev refereret til Carsten V. Jensen ved den lejlighed, er man det næppe længere efter Riza Durmisis seneste opslag på de sociale medier.
30-årige Riza Durmisi står i dag uden klub. Han har senest spillet i polske LKS Lodz.
Læs også: Carsten V. Jensen udtaler sig efter afskeden med Brøndby: ‘Vi er et bedre sted i dag’