Statistikkerne taler for, at Brøndby som minimum får det ene point, der sikrer dem en plads i top 6.
En af de vigtigere kampe i nyere tid spilles søndag eftermiddag på Brøndby Stadion, når det blågule hjemmehold tager imod Silkeborg i grundspillets sidste runde.
Det bliver en direkte duel om den sidste plads i mesterskabsspillet, og Brøndby har den fordel, at de kan nøjes med ét point, mens Silkeborg skal ud over stepperne og hente tre point.
Læs også: Vallys: Vi tager situationen alvorligt – Må ikke ende galt
At skulle kæmpe med næb og klør for at komme i top 6 er ikke noget, man forbinder med Brøndby, men ikke desto mindre er det et faktum efter et miserabelt forår, hvor man blot har fået fem ud af 12 mulige point.
Brøndby har dog statistikkerne på deres side forud for søndagens gyser foran et fyldt Brøndby Stadion, for det er hele 15 år siden, Silkeborg sidst drog fra Vestegnen med alle tre point i bagagen.
Det var den 26.09.2010, da Silkeborg på mål af Kaimar Saag og Christian Holst sikrede sig tre pinde mod et Brøndby-hold, der blev trænet af Henrik Jensen.
Der er én Brøndby-spiller fra det opgør, der stadig spiller i klubben.
I startopstillingen den efterårsdag på Brøndby Stadion var nemlig den dengang 21-årige Daniel Wass, som blev pillet ud 12 minutter før tid til fordel for Anders Randrup.
Daniel Wass er fast mand på Brøndby-holdet i dag – i en alder af 35 år.
Brøndby stillede fra start med følgende 11:
Michael Tørnes – Daniel Wass, Remco van der Schaaf, Max von Schlebrügge, Thomas Rasmussen – Jens Stryger Larsen, Mikael Nilsson, Mike Jensen, Jan Kristiansen – Michael Krohn-Dehli, Ousman Jallow.
På bænken sad: Michael Falkesgaard, Anders Randrup, Martin Bernburg, Bruno Batata, Nicolai Agger, Daniel Stenderup og Paul Jatta.
Silkeborg stillede fra start med følgende 11:
Lasse Heinze – Dennis Flinta, Thorbjørn Holst Rasmussen, Jim Larsen, Henrik Pedersen – Martin Svensson, Martin Ørnskov, Frank Hansen, Christian Holst – Jesper Bech, Kaimar Saag.
På bænken sad: Kenneth Falkenberg, Rajko Lekic, Thomas Hansen, Simon Skibsted, Mathias Valentin og Simon Jakobsen.
Det bliver afgørende for Brøndbys sæson, at stimen på 15 år uden hjemmebanenederlag til Silkeborg fortsætter, når der fløjtes op til en gyser på Brøndby Stadion søndag kl. 17.00.
Læs også: Niels F. gjorde det, Jesper S. gjorde det – Nu er Birk tvunget til at overveje det