Brøndbys cheftræner Frederik Birk var ikke glad for banen i Randers, men han ville ikke kommentere på det faktum, at der før fredagens Superliga-brag blev spillet skolefodbold på banen.
Brøndby tabte vigtige point i toppen af tabellen fredag aften mod Randers.
De blågule måtte nøjes med 0-0 i en uinspirerende kamp, hvor ingen af de to klubber fik sat noget spil sammen, som kunne lede op til store chancer.
Læs også: Eksperter stiller spørgsmålstegn ved Birk-valg: Hvorfor går de ikke mere efter det?
En stor kontrast til mødet på Brøndby Stadion for få dage siden, hvor de i et festfyrværkeri af en kamp spillede en kamp med syv mål, flot spil og smukke mål.
Brøndbys cheftræner Frederik Birk mener, at en del af skylden ligger på banens beskaffenhed på Cepheus Park.
– Omstændighederne for at give en bedre oplevelse var bedre i Brøndby for et par dage siden, end den var for mig [at se] i dag. For begge hold. For når Randers spiller godt og vi spiller godt, er der noget underholdning at give til folk, siger han ifølge Tipsbladet.
Græsset i Randers virkede langsomt, og begge mandskaber havde svært ved at få flow i spillet, hvilket kan skyldes mange ting – blandt andet, at der torsdag blev spillet skolefodbold på Cepheus Parks græstæppe i Ultras Skolepokalen.
Frederik Birk blev forholdt, at man lagde skolefodbold på en Superliga-bane dagen før kamp, men den snak ville Brøndby-cheftræneren ikke gå ind i.
– Det undlader jeg at kommentere. Der er jeg blevet for medietrænet til nu. Det har jeg ingen holdning til.
Over for Viaplay gjorde Brøndby-træneren det også klart, at banen ikke indbød til det spil, som Brøndby gerne vil praktisere.
– Jeg synes omstændighederne var lidt småsvære for at få det spil ind, vi gerne ville. Jeg synes, vi havde svært ved at få fart i spillet på grund af de omstændigheder, der er her.
– Jeg vil ikke lade det være en undskyldning, men det er jo åbenlyst og tydeligt, at det bliver en kamp, der bærer præg af, vi ikke kan få den fart i spillet, vi gerne vil.
Brøndbys pointtab betyder, at FC København og FC Midtjylland med sejre mod henholdsvis AGF og FC Nordsjælland kan udbygge forspringet i Superligaen.
Læs også: Kvistgaarden frustreret over Brøndby-pres og udskiftning