Brøndbys cheftræner Frederik Birk er skuffet over, at man ikke fik tre point med fra udekampen i Vejle.
Brøndby måtte nøjes med ét point mod Vejle, da man søndag eftermiddag spillede 2-2 mod Superligaens bundprop i Nørreskoven.
Et resultat, der ikke stod på Frederik Birks ønskeliste.
Læs også: Rajovic efter pointtab: Det er ikke godt nok
Brøndbys cheftræner, der åbent har talt om, at Brøndby skal kæmpe med om mesterskabet, kalder sig skuffet over resultatet.
– Det er skuffelse. Vi havde sat næsen op efter tre point, så det giver lidt sig selv, siger han i interviewet med Brøndby TV, hvor han tilføjer:
– Det evner vi ikke at få gjort i dag. Vi evner ikke at få leveret en kamp, hvor der er stor nok forskel. Der manglede den sidste skarphed i det, vi gjorde, fortsætter han.
Frederik Birk mener dog, at Brøndby var i kontrol, da man kom foran i perioden, hvor man vendte 0-1 til 2-1.
– Vi dominerer og får sat to mål ind. Der synes jeg, vi er i total kontrol. Indtil de får tildelt straffesparket er det jo ikke meget, de havde at gøre oppe ved os – men de var effektive, pointerer Frederik Birk om Vejle.
Brøndby møder Lyngby den 3. marts på hjemmebane.
Læs også: Thomas Mikkelsen jagter vild rekord – Vil spille i minimum fire år endnu